Med hænderne plantede i katetret og jomfrusløret kastet ned over nakken, talte hun stille og behersket, men alligevel følelsesfuldt og indtrængende, og sproget fik en underbar velklang i hendes smukke stemme. Men under denne dejlige stemme lød der dog en undertone, der blev stærk og fyldig af det ætsende had, der blev stor og la glød over hendes ord. Der var denne spænstige dirren i hendes stemme, som naar man slaar paa en spændt staalstræng, og tonen var saa lødig, at den gav gjenklang hos de mange, som anspændt og stirrende snapped efter ordene.... Hun afbrødes ofte af et stærkt bifald, og da hun sluttede, steg det, saa det næsten blev vildt.
Siden la jeg mærke til, at andre talere, som optraadte, altid begyndte med et fint formet kompliment til Louise Michel, hvilket hun bestandig takkede meget forbindtligt for. Der var ikke den samme ro over forsamlingen senere, som da hun talte. Der sprang saaledes op paa talertribunen en liden sortsmusket ilter arbejder i sid bluse: ordene flommed ud af hans mund, han tramped i gulvet, slog ud med armene, hele hans krop rystede, der var ikke
