inderne i almindelighed er; især var øjnene og hændernes bevægelser meget intelligente.
Oppe ved talertribunen havde der samlet sig en flok, der saa ud til at udgjøre generalstaben. Et par unge damer, flot og dristigt klædt, stod og studerede La Révolte. En gammel graahaaret blusemand sad og fortalte noget og illustrerede med dannede haandbevægelser. Der havde flokket sig om ham en liden klynge, damer og herrer, alle i ulasteligt antræk, de fleste endog med stærke stænk af eleganse. Jeg fæstede mig ved denne olding, thi man hørte paa ham med en andægtig taushed, og der var slig hengivelse og ærbødighed i de omstaaendes øjne, som om der var helgenglorie om den graahaaredes isse. Jeg spurgte om, hvem denne mand var.
— En af det gamle internationale, svarede Bertoïa.
Der jog mig mange tanker gjennem hodet, der jeg stod foran den gamle mand. Andre oldinger, som jeg havde kjendt, steg frem i min erindring, men de viskedes bort lige over for dette fænomen — saa gammel, og dog saa ung!
