I øjeblikket kunde jeg nsesten ikke skille dem ad, thi ligheden var saa fraperende. De havde store, glinsende øjne med store pupiller, haaret bølgede natsort nedover hals og skuldre, og bag friske læber straalede blændende hvide tænder.
Da vi gik videre, laa der et barnligt smil over Bertoïa, og jublende glad gik han og svang sin stok.
Saa De dem, jeg talte med? De to dejlige damerne? Det var Louise Michels novicer.
Louise Michels novicer! Jeg saa forundret paa ham. — Har Louise Michel novicer?
Men herre gud! kjender De ikke til anarkisterne da? Det er de to søde englene hendes, som følger med hende baade dag og nat, og som skal ta hendes plads, naar hun engang er opslidt, og naar man er træt af at føre hende fra det ene fængsel til det andet.
Jeg skjønte, at han selv var anarkist, men spurgte alligevel.
— Naturligvis.
Han syntes vist ogsaa, det var noget, som sa sig selv.
— Jasaa naa — omtrent slig fortsatte jeg
