— De er altsaa anarkist. Det var da morsomt. Jeg har gaat her og længtet efter baade at faa se og høre denne beremte Louise Michel, men De ved, jeg er ukjendt — og ...
— De kan faa anledning til at høre hende i morgen aften, hvis De vil gaa med mig. — Men findes der da anarkister i Norge? spurgte han.
— Jo-o, mente jeg, nogle er der jo.
— Ja, men de gjør naturligvis ikke nogen propaganda — de har vel ikke et organ engang?
— Jeg ved ikke netop det. Jeg tror nok, jeg tor kalde Fedraheimen for anarkistisk — den har da vist det tydeligt nok.
Dette saa ud til at glæde ham saare meget, og med al den inderlighed, som ligger i sydlænderens stemme, naar han er begejstret for noget, fortalte han mig om disse vilde tanker, som aar efter aar var blet undfanget paa nyt og lutret i martyrers blod. I fagre, blomsterrige ord vilde han gjøre mig forstaaelig denne ubændige frihedstrang, der vilde bryde alle baand og styrte alle skranker og bare lade de
