som sydens himmel og havde en smertefyldt glans, som om de store, dugblanke taarer nys havde rundet fra dem.
Men Bertoïa var italiener.
Han studerede ved den polytekniske skole og læste orientalske sprog. Da jeg spurgte ham, hvad han skulde gjøre med de slags sprog, naar han tænkte paa at bli ingeniør, svarede han, at han skulde til Kina — for at bli rig, la han smilende til.
Forresten havde han nogle fænomenale sprogkundskaber til sin unge alder — han var nogle og tyve. Foruden italiensk talte han glimrende fransk og tysk, var flink i engelsk og udtrykte sig godt paa russisk og spansk, og havde i den siste tid lagt sig efter dansk-norsk — det var ogsaa meget derfor han besøgte kafé St. Roch for af Dagbladet at øge sit gloseforraad.
En kvæld, vi gik samtidig fra kaféen, opdagede jeg, at vi var nok ikke saa langt fra at være naboer. Vi havde begge at gaa den lange vej til quartier latin, og der var det bare et par kvartaler mellem os. Jeg husede nemlig i en tredjeetage øverst oppe i rue
