første dag, han er i frihed, og gjør propaganda ligesaa ivrig og nidkjær som en Herrens apostel.
Anarkisterne er tidens interessanteste mennesketyper. De har aabnet os nye sjælevidder, har git os et glimt af fremtidens mennesker, der har bragt os til at tro, at de er folk med en altfor splendid udstyret hjernekasse. De normale og gjennemsnitsmenneskerne vil ikke ofre livsens glæde og magelighed for fremtidens skyld, naar det arbejde kun lønnes med had, foragt, fængsel og galge. Der kræves en stærk sjæl, en umenneskelig vilje, et overmaal af intelligens til at kunne gi alt, hvad man har, lige til sit liv, for en sag, om hvilken had og foragt er hobet op slig som om den.
Og de høster aldrig selv nogen fordel af sin propaganda, men tvertimod økonomisk ruin. De jages fra det ene land til det andet som var de vilde dyr, de betragtes som farlige forbrydere, og politiet er altid i deres spor. De er fredløs og venneløs, deres liv har syntes mig at være en eneste lidelse, og alligevel — de er aldrig blet træt, aldrig forsagt, de har forkyndt sit evangelium frejdigt og friskt, lige til deres ord er blet kvalt i galgen.
