hvor man før saa kulturens undergang, øjner man nu nye samfundsformer, større og rigere end de nuværende, med mere lykke og mindre elendighed. Naar man er blet grebet af denne lære, synes man, at man har sagt sig løs fra det gamle samfund, og man blir en uinteresseret tilskuer. Man ved, at den og den vej bærer det alligevel, hvordan saa end dagens spørsmaal blir besvaret. Man har naaet dette standpunkt, hvorfra man frit kan overskue menneskets kampe uden at ta parti, og man suger til sig lige fra begge sider de fnug af sandhed, som altid ligger til grund for al livsens strid.
Anarkisterne er nogle underlige mennesker. De er uden ledere og uden organisation — kun den fælles sag og den fælles tro binder dem sammen. De kalder sig selv med stolthed anarkister og fraadser i ordets velklang, naar de raaber det ud paa gader og stræder.
— En bevidst anarkist staar færdig til for sine meningers og handlingers skyld at gaa i fængsel og at dø paa skafottet, naar det skal være. Om han aar efter aar har siddet i fængsel, om han har reddet sig fra døden ved at flygte fra skafottet, saa er han anarkist igjen den
