for at forsøge at introdusere sig hos ham, og der fortaltes det ene eventyr efter det andet om ham.
Da var det, at han i vinteren 1882, paa foranledning fra Rusland, af den franske regjering blev anklaget, sammen med 57 franskmænd, for at tilhøre det forbudte selskab, der gik under navn af Internationale. Processen, der i sin tid vakte en enorm opsigt, var blet forberedt af de regjeringsvenlige blade gjennem heftige angreb og tvetydige beskyldninger mod Kropotkin, hvem hovedanklagen gjaldt. De 57 franskmænd var ogsaa kjendte som betydelige agitatorer. At „Jomfruen af Paris“, Louise Michel, ogsaa blev indviklet, tjente kun til at forøge den effekt, som Kropotkins fyrstetitel kasted over hin mærkelige retshandling.
I sin tale til juryen leverede han et glimrende forsvar for sin lære. Han ytred blandt andet:
Jeg sa eder, mine herrer, at jeg paa nært hold har set de arbejdende klassers elendighed; det er derfor, jeg er blet socialist. Jeg sa eder, at det er paa tide at tilintetgjøre denne skjændige uretfærdighed: alt for dem, som intet producerer, intet for dem, som producerer alt. Jeg har set bourgeoisiet fordærves i sin lediggang.
