høie fyrtårn langs den norske kyst; de er det første alle ser, som søger indseilingen. De lyser verdensvidt for at varsko om, hvor der er fare.
Videre minder jeg om den store gamle hos vor nabo i øst, som står i den åbne havn for menneskelykke og vinker og vinker. Begges sjæle, begges lange arbeidsdag har havt en voksende tendens, voksende som lysfaklerne i aftenvinden.
Hermed har jeg intet sagt om tendensens forhold til kunsten, som den kan opgløde stærkere end noget, men som den også kan overvælde. »Ich rieche die Absicht und werde verstimmt.»
Endnu mindre har jeg sagt, at når tendens og kunst dækker hverandre, så er alt vel. Netop de to store, jeg sist nævnte – det kan hænde den første, at han varskor så skarpt, at det skræmmer, det kan hænde den andre, at han lokker med idealer, som er over den menneskelige ævne; – og det skræmmer også. Men vi må få vort mod på livet styrket, ikke minsket. Veiene, som åbnes – man må ikke skræmmes fra at gå dem; toget, som ordnes, det må dog frem. Vi må få den trygge følelse af, at livet har et vælgjørende overskud, at efter den værste rædsel, den mørkeste forødelse, overrisles jorden atter af friskt fra det evige opvæld. Vor tro dærpå er selv derfra.
For så vidt er i al nyere diktning Victor Hugo min mand. Inde i hans glansfulde fantasi er følelsen af livets overskud det farvegivende. Mange taler om hans feil, navnlig om det teatralske ved ham. Ja. Men for mig blåses disse feil allesammen væk af den vældige livspust i ham.
Selvopholdelsesdriften kræver overskuddet. Havde livet intet overskud, så stansede det. Hvert billede, som ikke eier det, er falskt. Vi befinder os uvel ved det.
Dette har avlet den misforståelse, at det er selve mørkesiden ved livet, som gjør os uvel.
Nei.
Naturligvis er der svage sjæle, også forkjælede egoister, som ikke tåler en hårdhændt sandhed. Men for os andre gjælder ikke dette. Havde de, som vælger at give rædselen, eller de ord og de handlinger, som helst gjemmes væk i blusel, havde de samtidig kunnet løfte os over det i en eneste følelse af, at hvad som end hænder, – livet har sit altordnende overskud, ja, da sagde vi os selv: her stilles vi foran en livsgåde, som i sit dyb fæstes netop til disse ord og løses i denne handling, gjennem denne rædsel – ja, da havde vi følt helligt alvor ved det eller uimodståelig komik, eftersom han vilde, der førte os.
