kymret om hvad som skader eller gavner, hvad som behager eller mishager.
Jeg vil ikke fortabe mig i en undersøgelse af, hvorvidt noget moderne menneske, vel at mærke når det er sundt, nu længer kan frigjøre sig for denne million-årenes arvede bevidsthed, som til idag har styret alle slægter. Jeg bare stiller det lille sporsmål i veien: hvorfor tager de, som tror de praktiserer den, netop det billede der – og ikke det ved siden af? Sker det bestandig rent mekanisk? Hvorfor er de billeder, som de således træffer på, næsten allesammen anstødelige? Er det skeet aldeles uden valg?
Jeg tror, vi kan spare os svaret. De som vi andre kan ikke løsgjøre forestillingerne fra den arvede moralske vurdering; forskjellen er alene, at vi tjener den, de andre gjør oprør mod den. Jeg må straks lægge til, at ikke alt er oprør, som synes så. Meget, som idag er ledning, har engang været holdt for oprør. Her vil jeg alene slå fast, at de, som nægter, at digterværket skal have en bestemt mening, skal have tendens, de viser os i sine egne værker, at også de har den. Med stød på litteraturhistorien lægger jeg til, at jo høiere op på åndsfrihedens stige, jo fastere er tendensen. De store græske digtere ordnede både guders og menneskers samfund. Shakspeares digtning er et stort germanisk Valhalla, sommetider strålende, til andre i uveirsskyer. Deri har alt liv stat op igjen for atter at kjæmpe – men således, at hans retfærdighed råder, hans høie tro på livets uendelige overskud.
Molières og Holbergs mennesker under parykkerne og de hvidpibede hovedklæder, – vi kalder dem frem af deres grave, så ofte vi selv vil, forat de atter i sirlige og groteske bevægelser skal gå sine skaberes ærind. De er så fulde af tendens som af ord.
Jeg nævnte før vort germaniske Valhalla. Mon det ikke går an at sige, at Goethe og Schiller bar et stykke Elysium ind i vort germaniske Valhalla? Himlen blev høiere og varmere, livet som kunsten skjønnere og gladere. Går det ikke an at sige, at de, som stod under glansen af den, den unge Tegner, den unge Oehlenschläger, den unge Wergeland, for ikke at glemme Byron og Shelley, har lidt af græske guder ved sig?
Den tid og dens tendens tabtes. Men forat nævne vor og to store i den, ligger det mig nærmest først at tænke på min gamle, syge ven. Han har tændt en Række
