Jeg tror, at den præmie, som er tildelt mig i dag, af den store almenhed vil opfattes som gave fra folk til folk. Og da vil jeg få lægge til, at efter den lange kamp jeg har været med at føre for Norges ligestilling inden unionen, og som ofte vakte stærk uvilje i Sverige, er det, som nu er skeet, til ære før det svenske navn.
Jeg vilde gjerne nytte denne leilighed til at sige min mening om digtningens opgave. I al korthed.
For at kunne få det kort, vil jeg tage min tilflugt til et primitivt billede på menneskehedens udvikling, som har fulgt mig fra min tidlige ungdom: jeg ser menneskehedens udvikling som et endeløst tog på vandring. Fremover – om ikke netop i en lige linje, så dog altid fremover. Fn uimodståelig trang driver det, fra først af alene instinktivt, men efterhånden mere og mere bevidst. Dog ikke anderledes bevidst, end at det menneske aldrig har levet, som har kunnet omgjøre hele sin fremgangsvilje til bevidst. Inde i denne blanding af bevidst og ubevidst arbeider fantasien. I somme så stærkt, at den driver tænkningen anende frem. Helt foran, hvor veiene opdages og toget ordnes.
Intet har fra først af således bestemt bevidstheden som erfaringen om, hvad som skader og hvad som gavner. Derfor er der heller intet den dag idag, som er dybere fæstet i den, så dybt, at ingen bevidsthed mere kan komme udenfor erfaringen herom og samtidig føle sig vel.
Hvor synes mig derfor den lære forunderlig, at digtningens mænd og kvinder, før de går til sit verk, helst bør tømme sig for bevidstheden om godt og ondt. Tænkningen skal helt omgjøre sig til et fotografiapparat, ube-
