Men de allerfleste, som fører os, kommer ikke længer end til sensationen – om de kommer så langt. Vi føler os to gange uvel, først ved at savne livets overskud, dernæst ved at han, som førte, ikke kunde. Al uformuenhed piner.
Jo mere en mand tager på sig, jo stærkere må han være. Der er ikke det ord, som ikke kan nævnes, ikke den handling eller rædsel, som ikke kan males; men han må være der, han, som kan.
Livssammenhængen er det, vi søger i kunsten, i dens minste dråbe som i dens bølgevæltende stormhav. Vi fryder os, når den er der, vi misstemmes, når den er borte.
Den urgamle erfaring om, hvad som skader og hvad som gavner, stammen i al vor bevidsthed, har delt sig over alle områder for vor livsførelse og forskning, den har forenet sig med selve livstørsten. Af kunsten forlanger den at mangfoldiggjøres och skjærpes i millioner af eksempler. Den kan aldrig få nok.
Den har jeg prøvd at tjene. I ærbødighed og med begeistring. Jeg er ikke en af dem, som tror, at alle har ansvar, men digtningens, kunstens dyrkere intet. Jeg mener tværtom, den har det største, fordi den er foran, er med at åbne veiene og ordne toget.
Min inderligste tak til det svenske akademi, fordi det har anerkjendt dette. Jeg tillader mig at drikke på det svenske akademis fremgang i alt, som gjør litteraturen sund og stærk.
