Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/552

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
548


sig ikke paa Reformen efter den gamle Regel: split-og-hersk-Reformen stred mod Adelens Prærogativer som mod Gejstlighedens; alene Borgerne og Bønderne talte ikke om Prærogativer, men om Landets Vel. I denne store Sag kom der snart noget ind, som vakte selvstændighedens Æresfølelse i det gamle, bestandig frie Folk. Det er en Kjendsgjerning, at baade Kongen og Kongehuset var imod, trods at Forslaget var kongeligt. I Stilhed støttedes Adelens og Gejstlighedens store Anstrængelser; men sprængt blev Forbundet; thi man frygtede. Kongen maatte lade sig drage i Triumf gjennem Stockholms Gader, Adelen voterede sig selv ihjel, og Gejstligheden fulgte Lig, som dens Geschæft er. (Bifald.) selvstændighedens Million-Røst bragte alle Prærogativer til at forstumme; thi naar Løven brøler, tier alle de andre Dyr. (Bifald.)

Man kan sige: dette var en saameget større Sag end statsraadssagen hos os. Men saa var ogsaa Modstanden i Sverige saa meget mægtigere. Hos os var jo tilsidst det hele Folk enigt, — men de faa, som stod om Kongen, brydde sig ikke en Døjt om Folkets Enighed. Hvad det hele Folk kaldte sit Vel, det opvejede ikke de kongelige Prærogativer, og da vi saa svarede med 9de Juni, fandt man det hellerikke nødvendigt at bry sig om den.

Nu siger jeg: naar et frit Folk lader sig behandle paa den Maade, saa er det altid fortjent, altid selvforskyldt, thi saa er der ikke Kraft nok i det, — netop af den Kraft; som selvstændighedens Æresfølelse giver, «den och ingen annan».

Et Exempel til og fra samme strøg, altsaa fra det, hvor vi er stærkest. I min Levealder har Kongen givet næsten hundre Sanktionsnægtelser. Ja kanske der er nogle blandt eder, som siger: «Er det mange? Jeg troede, der var flere.» Thi vi er saa indkjørte af Juristeriet, at det, som har Lov for sig, det synes vi skal saa være. (Munterhed.) Hvad er en Sanktionsnægtelse? Det er at begge Thingafdelinger, altsaa den større Del af Folket gjennem dem, siger: «Det Lovforslag finder vi er til Folkets Vel, det trænger vi», — og saa siger Kongen: «Det skjønner I jer ikke paa, for det ved jeg meget bedre» Altsaa henved hundre Ganger har den kongelige Regjering fra 1830 ladet Kongen sige til det norske Folk, at hvad der er til Folkets Vel, det skjønner jeg bedre end I. Jeg tror, dette er henved hundre Gange formeget. (Bifald.)

Der er intet frit Folk paa Jorden, som kan opvise Magen.