Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/553

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
549


Paa et Par store Sager nær, hvori forunderlig nok Regjering og Storthing fra først af var enige, er der ingen stor Sag, rørende ved vor højeste Velfærd i Aand som i Økonomi, hvori ikke Lovforslagene er afviste. Og som med det store, saa oftest med det smaa, ja tildels saa ynkelige smaa, at man maa le. Og næsten altid det samme Uheld, at Loven stred mod et eller andet «Prærogativ», enten Kongens ligefrem eller de af ham indsatte Embedsmænds.

Det kan ikke udregnes, hvad vi har tabt paa slig Overdaad af kongelig Visdom. Først ligefrem ved, at Loven ikke i rette Tid fik gjøre sin Gjerning, og dernæst ved, at det, som endelig blev Lov, var ikke som det praktiske Folk selv vilde; thi man maatte jo modtage Regjeringens Prutningsmon for at faa Fred. Dernæst kan det ikke udregnes, hvad vi har tabt i Tid, Arbejdskraft og Talent, ja i ligefrem politisk Arbejdslyst Men allerminst kan vi udregne, hvad vi har tabt ved alle de fra Storthinget til Regjeringen afgivne Anmodninger, som er tilbageviste, eller ved, at mangen en sund Tanke ikke engang kom saa langt som til Lovforslag eller Anmodning; thi man gad ikke engang tage alt det Krangel paa sig, kanske til ingen Nytte.

Dog de, som idelig siger os: Herregud, vi har havt det saa godt som vi har det, — de kan kanske regne ud, hvad det har kostet os, det «som vi har havt».

Vi andre tager det i en Sum og kalder det «altfor kostbart». Det er altfor kostbart ikke at eje Magten. Men Magten faar vi ikke til Forærings. Vi maa først faa Selvstændighedens Æresfølelse, saa ingen længer tør byde os, hvad man bar budt os. Og naar den voxer med Tidens Krav, tør man altid byde os mindre og mindre, og saaledes gaar Magten efterhaanden og fredeligt over did, hvor Folkets Vel ene kan bestemmes, nemlig hos Folket selv. Jeg siger efterhaanden og fredeligt; thi hvem tør trodse et Folks voxende Æresfølelse?

Spørger nogen mig: Vil dette gaa fort, da svarer jeg, at maaler jeg vor Æresfølelse med, hvad man hidtil har vovet at byde den, da maa man enten have for lidet Begreb om den, eller den maa være liden i sig selv endda. Jeg tror begge Dele. Jeg tror, de andres Begreb om den er for lidet; men jeg tror ikke, at den endnu i sig selv er stor. Om her stod idag en ny Thormod Kolbrunarskald, — det var dette, han med langtrækkende Røst vilde synge ud over det norske Folk i Bagningen: «Vaagn op til et selvstændigt Folks Æresfølelse.» Tales der til dine valgte Mænd som til Drenge, slaa da ned den Regjering, som har An-