Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/551

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
547


Derfor skjønner I ogsaa, at alle fri Folk har, for at bevare eller erobre den, vaaget alt naarsomhelst mod hvemsomhelst.

Kanske kan alligevel dette være os det samme? Vi har det ikke som andre Folk, vi trænger ikke til nogen højere Energi indsat i vort Liv, vi har nok. Er dette sandt? Strutter det saa af nye og store Foretagender i vore Byer? Er vi altid blandt de første paa nye Baner? Vore Opfindelser er vel mange og frodige? Vore store Hjælpekilder har vel fremkaldt særegne nye «norske» Methoder, som nu gaar sin Sejrsgang gjennem Verden?

Jeg skal ikke svare. Sammenlign os med Sverige her, og I skal finde en større Forskjel end den, som retfærdiggjøres af forskjelligt Folketal.

Men vi skal tage en Sammenligning med Sverige der, hvor vi er sterkest, nemlig i det politiske, for at se, om selvstændighedens Æresfølelse er en Faktor, som det er værdt at regne med.

Vi har i en Række af Aar arbejdet med en politisk Reform, som endelig vandt næsten Enstemmighed, jeg mener statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger. Man var enig om, at store summer vilde indspares, hvis denne Reform kom istand, og megen Tid og megen Evne bedre bruges. Da den fjerde Gang forelaa til sanktion, var der ikke tusen, nej kanske ikke hundrede forstandige Mænd i Landet, som ikke ønskede Sanktion.

Vor Konge kom ind til os fra Sverige, hans Hjem, hele den norske Nation holdt saa at sige Aandedrættet tilbage, lyttede … han rejste igjen uden et Ord. Da han atter sad i Sverige, sendte Regjeringen ud over os: ikke sanktion!

Her har vi et Virkelighedsbillede; saaledes ser vor stilling ud. Men her har vi ogsaa et Billede af, hvad man tænker om selvstændighedens Æresfølelse i Norge; man gaar, som vi ser, rolig ud fra, at den ikke voxer vildt her, men er en temmelig sjelden Plante. Thi hvorledes begrundedes denne Sanktionsnægtelse? Med nogle Ord om Kongens Prærogativer, Forrettigheder. Folket havde gjennem sit storthing paa det indstændigste talt om, hvad Landets Velfærd krævede. Man svarede med, hvad Kongens Prærogativer krævede.

Vi tager et svensk Modstykke. For en Del Aar siden var alle tænkende Mænd og Kvinder optagne af Repræsentationsreformen. Stændernes forskjellige Hus, Riddernes, Gejstlighedens, Borgernes, Bøndernes, skulde gjøres til et Hus med to Kammere. De «kongelige Prærogativer» stod