Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/350

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
346

stor Del af Folket derved krænkedes i sin Ret. Ligesom han selv her i Kristiania, ved de øvrige Vælgeres komiske Uformuenhed, skaffede frem en Stortingsmand, som til Valgmand kun havde faat nogle faa Stemmer, saaledes saa han ikke i Valg et Udtryk for de fleste, men for «de bedste». Om det stigende Misnøje blant vore mindre Ejendoms-Mænd, som naturligvis snart for anden Gang naar frem til Husmænd og Arbejdere og snart fører til Andet end Udvandring; om dette Misnøje, som ganske vist ikke netop er Savn af Delagtighed i Styrelsen, men som Delagtighed ufejlbarlig vilde have opløst ved at samle og gjøre interesseret i det Heles Vel; om dette Misnøje, som i vort demokratiske Land burde have været en Umulighed, — stiger os over Hovedet, stanser eller forstyrrer os, da skal Skylden herfor være deres, som altfor længe, altfor hensynsløst og haardt har holdt en saa stor Del Medborgere ude fra sine Rettigheder, og blant disse først og fremst Professor Schweigaards. Naar Almu-Oplysningen, d. v. s. Oplysningen hos Folkets største Del, endnu er saa ringe og meget mangelfuld, hvorfor Almuen netop nu staar Fare for at vildledes, — saa er det vor Mening, at dette vilde have været anderledes, om Folket tidligere og i større Mon selv havde deltaget i Styrelsen; baade havde da de Dannede her stærkere følt Nøden og rigtig tilgagns taget i, — og havde de, som det nærmest vedkom, havt en stærkere Følelse af Behov.

Vi begyndte vor Udtalelse om Schweigaard med at sige, at han viste, hvad der i hans Samtid var Dannelse, hvilke var dens Opgaver, og hvorledes den tog dem. Saa langt som han førte Friheden, kunde Samtidens Dannelse forstaa den — og ikke længere. Ligesaa med Folkeligheden, ligesaa med de højere og højeste Opgaver. Han begynte med en Bog mod Filosofien, som efter Kyndiges Dom skal være højst utilfredsstillende, skjønt den vistnok har gjort sin Nytte i Samtiden, da den i alle Fald fremmede en større realistisk Klarhed; men det højere Aandsliv har med Filosofien været tilbagevist, og naar vi endnu idag er i den Grad uvidende om, hvad der foregaar i den aabne Nabo-Dør, at en Forelæsning heroppe om Søren Kirkegaard virker som «en Nyhed», da er dette et Særkjende for hin Dannelse — og et Maal paa den. Til Poesien havde denne samme Dannelse et Respekt-Forhold, forsaavidt Poesien selv kom i en nydelsesfuld Form; dens folkeopdragende Magt, dens Rang som Folkets egen bankende Sjæl kunde hin Dannelse ikke fatte. Naar nu hele Folkehøjskolen grundlægges paa Poesien og Historien, fordi det føles, at et Folks Poesi er