Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/351

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
347

Samholds-Kraften i dets Historie, ligesom det er den, der usynlig spinder Viljen, væver Livet i det enkelte Menneske, — at derfor et Folk eller et Menneske, som har tabt sin Poesi, har tabt Livet, — saa er det at haabe, at Poesien, som opdragende Magt, ogsaa snart naar frem til Skolerne, de højere og de lavere, — og saa vil der komme en Tid, som fatter, hvad vi mente, da vi satte Schweigaard op mod Henrik Vergeland.

Vi vil slutte med det, som var Schweigaards største Værd, og kanske af størst Indflydelse paa hele Samtiden, hans Personligheds strænge Retskaffenhed, Helhed, Styrke. Den føltes vist ikke af Alle paa den Maade, hvorpaa den burde føles, fordi han — hel i Alt — ogsaa helt holdt borte og nede, hvad han ikke syntes om. I Aarrækker har han talt mod Sverdrup uden at nævne hans Navn! Der gives en Mangfoldighed af Tingmænd rundt omkring, med hvilke han aldrig har vekslet et Ord. Hans Debatter var, især før, hensynsløse, overlegent docerende indtil Fornærmelse, hvilket ogsaa langt tidligere, end det skete, vilde have mødt den næsten enstemmige Protest, — hvis hans Mægtighed ikke saalænge havde skræmt dem!

Men han var med alt dette en kjærlig Natur, han mente det saa godt, som Nogen nogensinde har gjort, hans Vrede var Varme, hans Overseen virkelig Begejstring for sine Idealer, som ikke tilstedede Akkord. Her var det, at Alle følte, instinktmæssig, men sikkert, at de stod foran noget Stort, noget Edelt, ja, noget som lyste af det Guddommelige. Naar der er ønsket ved hans Grav, at Norge anden Gang maa finde en Mærkesmand, «der bærer Fanen saa højt som han», — da er dette Ønske et fuldt Udtryk for Alles Følelse, saalænge hermed menes de rene Hænder, der bar den, den stærke Vilje, altsaa det Moralske; — menes der Syn paa Folkets Tarv i Et og Alt og da navnlig paa det Højeste, eller det Syn paa Fremtiden, som han altsaa vilde føre Folket imod, da er Ønsket saa langt ifra Alles, at det med én Gang svinder ind til at gjælde meget Paa. Men dette skal ikke minke vor Tak til den store Mand, den stærke Arbejder, den hele, ærlige Vilje, den varme, skjønne Personlighed.



Efterskrift. Det er ikke vor Skyld, at vor Udtalelse over Schweigaard maa have en Efterskrift. Thi skjønt vi her er blevet vant til, at Parti-Lidenskaben vil hindre Aandens Mænd i at udtale sig, var det dog uventet, at selv