Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/349

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
345


nale Stemmeret i 1851 var meget stærk. Enhver Udvidelse baade af den almindelige og kommunale har han siden alvej modsat sig; desuagtet blev han paa sidste Ting Medlem at den Komité, der skulde udarbejde Forslag til Udvidelse. — Det var Schweigaards Grundlovs-Forslag, som i 1859 blev fulgt i Ordningen af Repræsentant-Forholdet mellem By og Land; men han har senere stanset enhver Ændring af det, hvilket især har været følt haardt af de finmarkske Byer, der saa at sige endnu er uden Repræsentant. Han undte gjerne disse Byer sin Repræsentant, men han undte ikke Landet den tilsvarende Magtøgning, som ifølge hans eget Grundlovs-Forslag da blev nødvendig. Dette sagde han rent ud. For Statsraadernes Deltagelse i Tingets Handlinger talte og stemte han, saalænge det kunde tænkes, at de der vilde øge sin Magt; siden har han holdt imod. Han ivrede stærkt imod, at Højesterets Voteringer skulde ske for aabne Døre; Lov derom blev sat igjennem i 1863. — I Unionssagerne har han stemt for alle de Forslag, Tinget har forkastet, altsaa for en Vej henimod Sammensmeltning Da Statholdersagen i sin Tid nægtedes Sanktion, og den svenske Rigsdag kaldte denne Sag en svensk Sag, var han imidlertid med paa en energisk Protest, den han i Sverige selv kort efter gjentog, skjønt, som det viste sig, uforstaat af Svenskerne.[1] Men senere har han her holdt paa det afventende System og har om alle disse Forhold, navnlig paa sidste Ting, udtalt sig saaledes, at dette forekommer os at være noget af det, Efterverdenen, ligesom allerede Samtiden, vil dømme strængest. Havde han deltaget i næste Tings Forhandlinger, maatte han enten her paany have vent om, eller have taalt et Udfald og en Dom, som det var godt, den gamle Mand blev skaanet for. I det Hele vil man faa det Intryk endog af dette vort ufuldstændige Uddrag, at hans Missjon i alt Væsentligt var endt, og at en ny Tid holdt paa at gaa henover ham. Der er ikke mange af hans politiske Tanker, som følger Folket videre paa Vejen.

Schweigaards Stats-Ideal var et Folk, der til en vis Grad nød Næringsfrihed og almen Oplysning, men under stærk Administration. Ligesom han optog Skatten der, hvor den var lettest at faa, og ikke netop hvor den faldt retfærdigst, saaledes tog han Stats-Styrelsen der, hvor den lod sig lettest sammensætte, og havde ingen Følelse af, at en meget

  1. Hans Maade at tale paa var i det Hele ikke heldig; navnlig talte han ofte utydelig og stødte enkelte Ord ud, som om han var vred; dette sidste skal ogsaa Svenskerne have troet, at han var.