dale som en truffen måge,
der har sig forblødt.
Purpur-strømme vunden gyder,
som av tro på retfærd flyder;
segnende må folket bære
korsets tunge ære.
Den gang vort eget land vi tog
av hundreårig is og harme
og lagde det for sol og varme
og bygde det med lov og plog:
av klippen fik vi skatten gravet,
med hvite sejl intok vi havet,
og fri brøt tanken over pol
av våren frem, som midnatssol!
Og æn erobrer vi med Gud:
hvær plet vi lægger in til ager,
hvært skib vor sjø i favnen tager,
hvær barnesjæl vi folder ud,
hvær tankegnist som livet klarer,
hvær dåd som øker og bevarer —
er en provins til laget lagt,
og for vor frihed varig vakt!
Norrøna-stammens længsel,
den var det frie hav
og kampens gude-trængsel,
og æren som den gav —
var stordåd og var tanker
med rot i Surtrs ild,
med grener uden skranker
og top i Yggdrasil.
Gik hvær sin vej, hvær frænde,
hværandre tit til mén;
vort sejersløp var trende,
men æren, den var én.
