Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Hvær fik sit kall av tiden,
Nordmænn og Daner først;
og Svearne kom siden,
så kom de også størst.

Som sol sken Danmakrs drage
i Vest- og Østerled,
Nordmanna-åndens sage
svang helt til Jorsal ned.
Av gnisten Svea stamme
fik tændt på Polens is,
gir Lützens sejersflamme
æn halve værden lys.

Først Norsk og Dansk til ening
i hårde tider kom,
men sagas større mening
fik mindre mænn vædt om;
så Norsk og Svensk til ening
i tidens fylle kom,
og sagas større mening
skal mer ej vændes om.

Der er en spådomsævne
i folkeåndens trang:
Norrøna-stammens stævne
til stordåd æn en gang.
Hver fæst som vi fejrer,
må være løftets dag —:
Den synker ej, den sejrer,
vort blods, vor stammes sag.

PURITANERNES SANG

Giv mig styrke, ræk mig våben,
hold for nødskrik himlen åben!
Herre, er den din, min sasg,
skjænk den så en sejrens dag!
Styrt dine fiender!
Styrt dine fiender!
Rul frem din tordensky, lyn falle av den,
i deres synders avgrund begrav dem,