(Død av overanstrængelse som frivillig militærlæge, 1864
Han på ingen stormagt væntet,
Utjn den som er hos Gud.
Dengang han sig døden hæntet,
skikket han ej forut bud
ned til England og til Franken,
om han og fik lov at dø
mellem brødrene på banken
ved den dype danske sjø.
Første dåd av ungdom ildet,
første stærke, klare tro,
første mann som svor ved gildet, —
første over dødens bro.
Han ej fattet, han i nøden
var den eneste som kom,
og han kjæmpede til døden
for vor æres helligdom.
Han for alle vore tusen
vilde gjøre fyldest selv, —
sank så gjænnem vanvids brusen
ned i dødens stille elv.
Første sjæl som turde håbe
frælse av sin hjælp mot vold,
første varme, fulle dråbe
av vort blod på Danmarks skjold.
Fordum syntes Danebroge
sne-hvitt, rose-rødt —
stråle gjænnem tidens tåge
som en himmelfødt,
gro som frugt av Danmarks have,
slå som sang på deres grave,
og med tankers trækfugl-skare
over værden fare.
Ak, nu synes Danebroge
lik-blekt, blodig-rødt —