Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


hugde han sig gang mot gruben.
Og hvor andre stod for fundet,
sikkre nu i et århundre,
fik han tvil og grov i bunden
dag med nat — og så det synke!
Men den uro som gav kraften,
drev ham tit ut over målet;
for den klarhed han gav andre,
nye anelser bedrog ham.
Derfor: hvor han hadde været,
vilde han ej mer tilbake,
skiftet stof så tit som arbejd,
flygtende for egen tanke.
Men det tænkte slap ham ikke,
fulgte voksende som ilden,
kastet i Brasiliens skoger,
følger stormen, følger stormen!
Hvor en fot ej før var kommen,
bræntes vej for millioner!

 — — Nordens lande strækker brystet
op i Nordishavets tåke,
vintermånedernes mørke
trykker fjællene og havet.
Og som landene, så folkets
hele utspring og dets hitkomst
strækker op i mulm og tåke.
Men som fyr igjænnem tåken,
men som nordlys over mørket —
glimtet lysende hans tanke.
Øm, som om sin faders minne,
søkte, spurte han det minste,
for at finne folkets vejer;
navne, grave, rustne våben,
stene fik han til at svare.
Over Asiens urskog-fjælle,
gjænnem sand og øde stepper,
bakved tusen års formuldning
så han spor av karavanen,
søkende sit hjæm mot Norden.
Og som floderne de fulgte,
fulgte dem hans rike tanke,
strømmende mot værdens-altet.