Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


— Se dog hvad hans uro skapte!
Se, den vilde blot forsoning,
fant den ej, men underfulle
ny opdagelser og vejer,
— ret som hine alkymister,
der i søken efter gullet
fant ej det, men andre kræfter,
som idag bevæger værden. —

*


Der var dypest i hans væsen
den motsætnings kraft, at tanken,
slået an av Nordens saga,
tonet, bævet i melodisk,
evig længsel imot Syden! —
Ilden i hans brune øje,
glimtet i hans tanke — hadde
slægt med improvisatorens
i de varme drue-lande.
Og hans lette stemningsvæksel
og hans fyrighed, der kunde
trælle de utslagne vintre,
men til infall kaste frugten, —
hin umådelige rigdom,
hvori tanker, luner, toner,
glæde, smærte, lek og alvor —
uten ophør glimtet, spillet...
det var som en dag i Syden!

 Derfor var hans liv en rejse,
en ustanset imot Syden, —
gjænnem anelsernes tåke,
fra det dunkle mot det klåre,
fra det kolde mot det varme...
og hans eget arbejd broen
som bar over fjæll og havstrøm!

— — O, den stund han med sin hustru
og med sine lekesøstre
(barneglade, friske døttre!)
stod hvor aftensolen lyser
over Capitol og Forum, —
stod hvor værdens-hovedstaden,
som historiens egne kilder,
vælter kunskap frem av jorden; —