og altid spaserer jeg her.
Imellem kan tankerne listende fare,
men ingen tør spørge, og ingen tør svare!
Å visste du bare!
Dengang du bestandig mig fant,
da var du litt kostbar iblant;
men nu, når jeg sjældnere går,
nu ser jeg, du væntende står!
To øjne, to øjne kan flætte en snare,
men deon som vil vid're, får ta sig i vare!
Å visste du bare!
Ja, dersom du anede slikt,
jeg gik her og skrev dig et digt, —
at nætop det bølgende fløj,
ditop du står yndig og høj!
Men ser du, den kunskap, den bør vi nok spare —
jeg længer vil fare, dig himlen bevare, —
å visste du bare!
SØVNENS ENGLER
Da barnet sov in
med hånd under kinn,
kom englene til
med latter og spill.
Da barnet det vågnet, stod moderen over:
„Du smiler så vakkert, du små, når du sover.“
Dets mor gik til Gud,
og barnet kom ud;
det sovnede in
med tårer på kinn,
men hørte straks latter og moder-ord ømme;
ti englene fulgte med barnlige drømme.
Snart blev det så stort,
at tåren frøs bort;
det sovnede in
med tanker i sinn.
Men englene veg ej; de svævede over,
tok tanken og hvisket: „Hav fred, mens du sover!“
