Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Roma med lamperne frembryder matt,
likesom sagn av historiens nat.
Gjænnem den unge kvæll
hopper en saltarell’; —
sværmere knaller til
latter og morra-spill; —
tankerne stræber i farver og toner
trofast mot det som forsoner.

Lyset har tapt i sin lydløse kamp,
himmelen hvælver de dunkelblå buer,
dypt fra dens evighed stjærnerne luer,
jordmassen synker i tåke og damp.
Øjnene flygter fra mørket mot staden,
møter et liktog med fakler i gåden;
natten det søker, men lysenes flag
vifter dog håb fra den evige dag.
Muntert en mandolin
lyder til dans og vin,
munkesang, gatelek
døves av tappenstrek; —
gjænnem det drømmende livsårens banken
glimter med daglys i tanken.

Stille det bliver, æn dunklere blå
himmelen våker og vænter; — opunder
fortid som drømmer, og fremtid som stunder,
usikkre bluss i det rugende grå!
Men — de vil samle sig, Roma fremstige
lystændt en nat for Italiens rige:
Klokkerne kimer, kanonerne slå,
minnerne flammer på fremtidens blå! —
Yndig om håb og tro
op mot nygifte to
jubler en sanger til
cither og fløjtespill.
Stærkere længsler får barnesøt hvile —
mindre tør vågne og smile.

Å VISSTE DU BARE

  Jeg tør ikke tale til dig,
  du tør ikke se ned på mig,
  men altid så sitter du der,