Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


PIKEN VED STRANDEN


Hun gik langsmed stranden så ung omkring;
hun tænkte på ingen værdens ting.
Da kom der en maler og satte sig ned
  ved sjøens bred,
  i skyggens fred, —
han malede stranden og henne med.

Men sagtere gik hun om ham i ring,
hun tænkte på én, en eneste ting.
Det var på hans billede, hvor hun så
  sig selv at stå,
  sig selv at stå —
nedspejlet i sjøen med himlens blå!

Hun dreves, hun droges så vidt omkring,
hun tænkte på alle værdens ting —
langt, langt over sjøen, og dog så nær
  mot stranden her,
  mot mannen der,
å nej, hvad der kom for et solskinsvejr!


DULGT KJÆRLIGHED


Han tvær over bænkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
Hun lekte, hun lo,
med én og med to; —
hans hjærte var nær ved at briste,
men det var der ingen som visste.

Hun gik bak ved laden den kvæll,
han kom for at sige farvel.
Hun kastet sig ned,
hun græd og hun græd:
sit livshåb, det skulde hun miste.
Men det var der ingen som visste.

Ham tiden fallt frygtelig lang.
Så kom han tilbake engang.
— Hun hadde det godt,
hun fred hadde fåt;
hun tænkte på ham i det siste.
Men det var der ingen som visste.