Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/331

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


da Børnene aflagde Løftet og Allesammen var så sikre på at holde det. Han så ikke en eneste Gang over til Kvindfolkestolen; men efter endt Tjeneste gik han hen til Ingrid og hviskede Noget til hende, hvorpå han skyndsomt trængte sig frem og ud, og Somme vilde vide, at han var tagen opover Liden og tilskogs istedenfor henad Landevejen; men de var ikke vis på det. Sæmund ledte efter ham, — begav det dog, da han så, at Ingrid også var borte. Han ledte siden efter Solbakkefolket, disse foer rundt på al Gården og spurgte efter Synnøve, som Ingen havde seet ligt til. De drog da hjemover hver for sig.

Men langt fremmi Vejen var både Synnøve og Ingrid. „Jeg angrer næsten jeg tog med,“ sagde den Første. — „Det er ikke længer farligt nu, når Fader ved om det,“ sagde den Anden. „Men han er dog ikke min Fader,“ sagde Synnøve; „hvem ved?“ svarte Ingrid, — og så sagde de ikke Mere om den Ting. „Det var nok her vi skulde bie,“ mente Ingrid, da Vejen havde gjort en stor Krog på sig og de stod i en tæt Skog. „Han har en lang Omvej,“ sagde Synnøve. „Alt kommen!“ faldt Thorbjørn ind —, han rejste sig op bag en stor Sten.

Han havde færdig i Hovedet alt det han vilde sige, og det var ikke Lidet. Men idag skulde det ikke gå trådt, for Fader hans vidste om det og vilde det, hvad han syntes at være vis på efter det, som havde hendt ved Kirken. Slig som han også selv havde længtes den hele Sommer skulde han nok nu blive dygtigere til at tale med hende end han før havde været. „Det er bedst vi går Skogvejen“. sagde han; „den fører snarere frem“. Jenterne sagde Ingenting, men fulgte. Thorbjørn tænkte at tale til Synnøve, men først vilde han vente, til de kom den Bakken opover, siden til de var over den Myren; men da de vel var over, tænkte han, det var bedst at begynde, når han var kommen ind i den Skogen der længer fremme. Ingrid, som vel syntes det gik noget langsomt med dem, begyndte at sagtne Gangen og gled mere og mere tilbage, til hun næsten ikke var synlig; Synnøve lod ikke som hun mærkede det, men begyndte at plukke en og anden Bær, som stod fremmi Vejkanten.

Det var da underligt jeg ikke skulde få Målet for mig, tænkte Thorbjørn, og så sagde han: „Det blev alligevel vakert Vejr idag.“ — „Det blev det,“ svarte Synnøve. Og så bar det et Stykke fremover igjen, hun plukkede Bær, og han gik der. — „Det var snilt du vilde følge,“ sagde han; men herpå svarte hun ikke. — „Det har været en lang Sommer,“ sagde han; men herpå svarte hun heller ikke. — Nej, sålænge vi går, tænkte Thorbjørn, kommer vi aldrig til at snakkes ved; „jeg tror vi gjør bedst i at vente lidt på Ingrid,“ sagde han. „Ja, lad os det,“ svarte Synnøve og stod; her var der