Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/330

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


se dem. Synnøve havde glemt Alt og stod og stirrede på Thorbjørn; Sæmund ligeså, Konen, Solbakkeparret, Ingrid. Thorbjørn følte det og stod som naglet fast; men Knud tænkte, at han her måtte gjøre Noget, og så rakte han den ene Hånd et lidet Stykke frem, men sagde Ingenting. Thorbjørn strakte også sin lidt frem, men ikke således, at de kunde nå hverandre. „Tak for —“ begyndte Knud, men huskede strax, at det ikke var nogen rigtig Hilsen her og gik et Skridt tilbage. Thorbjørn så op, og Øjet traf Synnøve, der var hvid som Sne. Med et langt Skridt frem og kraftigt Tag i Knuds Hånd, sagde han, så de Nærmeste kunde høre det: „Tak for sidst, Knud; vi kan — have Meget at tilgive Beggeto.“

Knud gav en Lyd fra sig omtrent som et Hik, og det var som han to eller tre Gange forsøgte at tale; men det blev ikke Noget af. Thorbjørn havde ikke mere at sige, ventede, — så ikke op, men bare ventede. Der faldt imidlertid ikke et Ord, og som nu Thorbjørn stod der og drejede Psalmebogen i Hånden, kom han til at slippe den ned. Strax bøjede Knud sig, tog den og rakte ham den. „Tak,“ sagde Thorbjørn, som selv havde bøjet sig; han så op; men da Knud atter så ned, tænkte Thorbjørn, det er bedst jeg går. Og så gik han.

De Andre gik også, og da Thorbjørn nu havde sat sig ned og en Stund efter vilde se over til Kvindfolkestolen mødte han Ingebjørgs Ansigt, som smilte moderligt mod ham og Ingrid Solbakkens, der bestemt havde ventet på at han skulde se didover; thi strax han gjorde det, nikkede hun tre Gange til ham, og da han studsede derved, nikkede hun tre Gange til, endnu mildere end før. — Sæmund, Faderen, hviskede ham ind i Øret: „Det tænkte jeg.“ De havde hørt Indgangsbønnen, sunget en Psalme og Konfirmanterne stillede sig alt op, før han næste Gang hviskede til ham: „men Knud kan lidet med at være god; lad det bestandig være langt ifra Granliden og til Nordhoug.“

Konfirmationen tog sin Begyndelse, idet Præsten kom frem og Børnene istemte Kofirmationspsalmen efter Kingo. At høre dem synge Alle på een Gang og alene, fortrøstningsfuldt og klingende, plejer gjerne røre Folk, og helst den, som ikke er kommen længer bort, end at han husker sin egen Dag. Når da dyb Stilhed følger på, og Præsten, den samme nu i over tyve År, den samme, som gjerne har havt en eller anden liden god Stund, hvori han har talt til det Bedre hos hver Enkelt af dem, — når han nu folder Hænderne over Brystet og tager i, er det gjerne ligeså megen Gråd strax som senere hen, — indtil Børnene begynder at græde; men det sker først, når Præsten taler om Forældrene, og vil, at de skal bede til Vorherre for sine Børn. Thorbjørn, som nylig havde lagt for Døden, endnu nyligere troet, at han blev et hilseløst Menneske, græd meget, men især