Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


intet Bær at bøje sig ned efter, det havde Thorbjørn nok seet; men Synnøve havde fået fat i et stort Strå, og nu stod hun og trak Bærene ind på Strået.

„dag faldt mig stærkt på Minde den Tid vi gik sammen til Konfirmationen“. sagde han. „Jeg måtte også komme det i Hug“. svarte hun. „Det er mange Ting hendt siden den Gang“. — og da hun Intet sagde, fortsatte han: „men de fleste således, som vi ikke havde ventet det.“ Synnøve stak sine Bær meget flittig ind på Strået og holdt Hovedet bøjet under dette; han flyttede lidt for at se hende i Ansigtet; men som om hun mærkede dette, fik hun lage det slig, at hun måtte vende sig påny. Da blev han næsten ræd, han Ingenting skulde få frem; „Synnøve, du har da vel alletider lidt at sige, du også“. — Da så hun op og lo; „hvad skal jeg sige“. spurgte hun. Han fik alt sit Mod igjen og vilde tage hende om Livet, men just som han skulde til, turde han ikke rigtig; men spurgte blot ganske spagfærdig: „Ingrid har vel talt med dig?“ „Ja,“ svarte hun. „Så ved du også Noget,“ sagde han. Hun taug; „så ved du også Noget,“ gjentog han og kom anden Gang nærmere. „Du ved vel også Noget“. svarte hun — Ansigtet kunde han ikke se. „Ja,“ sagde han og vilde få fat i en af hendes Hænder; men hun var nu flittigere end nogentid før. „Det er så lejt med det,“ sagde han, „at du magtstjæler mig.“ — Han kunde ikke mærke, om hun smilte til det, og derfor vidste han ikke, hvad han skulde føje til. „Kort og godt da,“ sagde han så med een Gang ret stærkt, skjønt Stemmen var ikke siker: „hvad har du gjort med den Seddelen?“ Hun svarte ikke, men vendte sig bort. Han gik efter, lagde den ene Hånd på hendes Skulder og bøjede sig nedover hende: „svar mig!“ hviskede han. — — „Jeg har brændt den.“

Han tog rask og vendte hende mod sig, men da så han, at hun vilde til at græde, og så turde han ikke Andet end slippe hende igjen; — det er da også slemt, så let som hun tager til den Gråden, tænkte han. Bedst som de stod, sagde hun sagte: „hvorfor skrev du den Seddelen“. — „det har Ingrid sagt dig.“ — „Javist; men . . . det var hårdt af dig.“ — „Fader vilde det“ . . . ; — „alligevel“ . . . — „Han troede jeg blev et hilseløst Menneske al min Tid; 'herefter skal jeg sørge for dig,' sagde han.“

Ingrid viste sig nede i Bakken, og de tog strax på at gå. „Det var som jeg så dig bedst, da jeg ikke mere tænkte at kunne få dig,“ sagde han. — „En prøver sig selv, når En er alene,“ sagde hun. „Ja; da mærkes der bedst, hvem der har den største Magten“. sagde Thorbjørn med klar Stemme og gik alvorlig ved hendes Side.

Hun plukkede ikke mere Bær nu; „vil du have de der“. sagde hun og rakte ham Strået. „Tak“. sagde han og så tilbage efter Ingrid; hun var atter kommen bort. Han holdt Hånden, som rakte Bærene: „så er det vel bedst, det bliver ved det Gamle,“ sa