Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/319

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


den Dag. Moderen sagde Ingenting dertil, hun hjalp hende også med at malke, skjønt hun derved blev længere deroppe end hun havde foresat sig. Da de nu også havde silet, lagede Moderen sig til at tage nedover igjen og Synnøve vilde følge hende påvej. „Aa nej,“ sagde Moderen; „du er kanske træt og vil være ifred,“ og så tog hun da den tomme Løb til sig, gav hende Hånden og sagde, idet hun så sikert på hende: „Jeg kommer snart op igjen forat se, hvorledes du har det. — — Hold du dig til os og tænk ikke på Andre."

Neppe var Moderen kommen af Syne, før hun tænkte på, hvorledes hun skulde få snarest Bud ned til Granliden. Hun kaldte på Thorbjørns Broder; hun vilde sende ham nedover; men da han kom, fandt hun det lejt at betro sig til ham, sagde derfor: „det var Ingenting.“ Hun tænkte da på at gå selv. Vished måtte hun have og det var Synd af Ingrid, som ikke sendte hende Bud. Natten var ganske lys og Gården lå ikke så langt nede, at hun nok kunde gå den Vej, når Sligt drog derned. Medens hun sad og tænkte på dette, lagde hun sammen i Tankerne Alt det Moderen havde sagt, og Gråden begyndte påny; men da var hun heller ikke sen, tog på sig et Tørklæde og gik en Krogvej, forat Gutterne ikke skulde mærke det.

Jo længer hun kom frem, jo mere skyndte hun på, og tilsidst hoppede hun nedad Gangstien, så Småstenene løsnede, rullede nedover og gjorde Skræk. Skjønt hun vidste, at det var bare Stenene, som rullede, forekom det hende dog, at der var Nogen i Nærheden og hun måtte stanse og lye efter dem. Så var det Ingenting og hun hoppede afsted fortere end før; da hændte det sig, at hun med et stærkt Hop kom ned på en større Sten, som stak frem i Vejen med den ene Ende, men nu løsnede, foer afsted og forbi hende. Den gjorde svær Støj, det knagede i Buskene og hun var ræd, men blev det endnu mere ved at hun livagtig syntes, det var Nogen, som rejste sig og nu rørte sig længer nede på Vejen. Først tænkte hun, det kunde være et Udyr, hun stansede med tilbageholdt Aande; hint nede på Vejen stod også stille. „Ho—i!“ sagde det. Det var Moderen! Det Første Synnøve gjorde var at springe hen og gjemme sig. Hun sad en god Stund forat vente og se, om Moderen havde gjenkjendt hende og kom tilbage; men det gjorde hun ikke. Så ventede hun endnu længer, forat Moderen kunde komme godt afvejen. Når hun nu tog afsted igjen, gik hun stille — og snart nærmede hun sig Husene.

Hun blev noget beklemt igjen, da hun så dem, og det tiltog, jo nærmere hun kom dem. Alt var stille der, Arbejdsredskaberne stod lænet op mod Væggen, Ved lå hugget og stablet op og Øxen bed fast i Stabben. Hun gik forbi og hen til Døren; der stansede hun endnu engang, så omkring sig og lyede; men Intet rørte sig. Og