Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/318

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Forældrene, slige brave Folk de er. Godt opdragen er han også, så Vorherre har Ingenting at kræve dem for.“ Synnøve blev nu så beklemt, at hun vidste ikke sin Råd; spørge turde hun ikke mere, og det lod til at Moderen heller ikke vilde sige hvad hun ventelig vidste. „Nu viser det sig nok at være brav, at Ingen er bunden til ham. Vorherre, han lager da også Alt til det Bedste.“ De sad en Stund der uden at hun fortsatte; Synnøve holdt på med Gråden, som det var så tungt at tvinge ned.

„Nej, jeg har altid sagt til ham Far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt, vi har nu bare denne ene Datteren, og hende får vi sørge for.“ Begge kom de herved til at tænke på Faderen; Moderen fortsatte: „Han er nu ligesom lidt blød af sig, han, så brav han ellers er; men så er det godt med det, at han tager Rådet der, han finder det, og det er i Guds Ord.“ Men bare nu Synnøve kom til at tænke på Fader sin, hvor mild han altid var, så fik hun det endnu værre med at kue Gråden ned. Og dennegang nyttede ingen Modstand, hun begyndte at græde. — „Græder du?“ spurgte Moderen og så hen til hende uden at få se hende. „Ja, jeg tænker på ham Fader og så . . .“ og det brød nu løs tilgagns. „Men kjære dig da, Barnet mit, hvad går der af dig?“ — „Aa, jeg ved ikke rigtig . . . det kom slig over mig . . . kanske det går ham ilde på den Rejsen,“ hulkede Synnøve. „Hvor du kan snakke,“ sagde Moderen, — „det skulde ikke gå ham godt? — til Byen efter slette Landevejen?“ — „Ja, husk nu på, . . . hvorledes det gik . . . den Anden,“ sagde Synnøve. — „Ja ham; — men Fader din farer da ikke som en Gap, skulde jeg tro. Han kommer nok skadesløs hjem igjen, — såfremt Vorherre ellers vil holde sin Hånd over ham.“

Moderen begyndte at tage en Tanke af denne Gråd, som ikke vilde holde op igjen. Ret som hun sad der, sagde hun: „der er mange Ting i Verden, som kan være tunge nok; men da får En trøste sig med, at de kunde have været endnu tyngre.“ „Ja det er en dårlig Trøst,“ sagde nu Synnøve og græd sårt. Moderen havde ikke rigtig Hjerte til at svare hende hvad hun tænkte, så sagde hun blot: „Vorherre selv bestemmer mange Ting for os på en synlig Måde; det har han vel gjort her med“, og så rejste hun sig; thi Kjøerne begyndte at raute oppi Aasen, Klokkerne klang, Gutterne haukede, og det drog sagte nedover, da Kjøerne var mætte og rolige. Hun stod og så til, bad så Synnøve være med op at tage mod dem. Synnøve rejste sig nu også og kom efter; men det gik langsomt.

Ingrid Solbakken fik nu travelt med at hilse på sin Buskap. Der kom den ene Ko efter den anden, og de kjendte hende og rautede; hun klappede dem, talte til dem og blev glad igjen ved at se, hvor godt de havde taget sig allesammen. „Aa ja,“ sagde hun; „Vorherre er den nær, som holder sig nær til ham.“ Hun hjalp nu Synnøve med at sætte dem ind; thi det gik sent med Synnøve