Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/317

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


havde ikke drømt om hende for Ingenting. Ingrid, så hedte Moderen, som før sagt, var liden og spinkel af Vext, havde lyst Hår og blå Øjne, som gik snare i Hovedet, hvilket også er sagt før. Hun smilte lidt, når hun talte, men det var blot, når hun talte med Fremmedfolk. Hendes Ansigt var nu blevet noget skarpt, hun var rask i sine Bevægelser og havde altid travelt. — Synnøve takkede hende for Gaverne, tog op Låget og så efter, hvad det var. — „Aa ja, gjør det en anden Gang,“ sagde Moderen; „jeg lagde Mærke til, at Kopperne dine ikke var vasket endnu, det må du passe på at gjøre, Barnet mit, før du tager Hvile.“ — „Ja, det var også bare i Dag.“ — „Kom nu, så får jeg hjælpe dig, siden jeg alligevel er her,“ sagde Moderen og skjørtede sig op. „Du må vænne dig til Orden enten du går under Øjnene mine eller ej.“ Hun gik foran mod Melkesvalen og Synnøve langsomt efter. Der tog de ud og vaskede op; Moderen så efter deres Stel og fandt det ikke ilde, gav idelig Anvisning og hjalp til at feje rent, og således gik en Time eller to med. Hun havde under Arbejdet fortalt hende om, hvad de drev med hjemme og om hvor travelt hun havde havt det nu, før hun fik Faderen ivej. Så spurgte hun efter, om Synnøve huskede at læse Guds Ord før hun lagde sig om Kvelden, „for det må ikke glemmes,“ mente hun; „ellers går Arbejdet dårligt den næste Dag.“

Såsnart de nu var færdig, gik de ud på Volden og satte sig der for at vente Kjøerne. Og som de nu vel havde sat sig, spurgte Moderen efter Ingrid, nemlig om hun ikke snart kom til Støls igjen. Synnøve vidste ikke mere derom end Moderen. „Ja, slig kan Folk fare,“ sagde Moderen, og Synnøve forstod nok, at det ikke var Ingrid hun mente; hun vilde gjerne have bøjet det væk; men hun havde ikke Mod til det. „Den, som aldrig har Vorherre i Hjertet, han findes sommetider, når han mindst venter det,“ sagde Moderen. Synnøve sagde ikke et Ord. „Nej, det har jeg altid sagt: den Gut bliver der Ingenting af. — End at fare slig, fy!“ — De sad Begge på Hug der og så nedover; men de så ikke på hverandre. „Har du hørt, hvorledes det står til med ham?“ spurgte Moderen og så nu kort hen på hende. „Nej,“ svarte Synnøve. „Det skal være dårligt med ham,“ sagde Moderen. Synnøve begyndte at blive trang for Brystet: „er det da farligt?“ spurgte hun. — „Aa, det var nu Knivstikket i Siden; — ja han fik nok slemme Slag også.“ Synnøve vidste ikke rigtig, hvorledes hun skulde bære sig ad; strax vendte hun sig mere bort for at Moderen ikke skulde få se hende. „Ja, det har vel ikke noget Videre på sig at sige?“ spurgte hun så roligt som hun var god til; men Moderen havde lagt Mærke til, at hendes Bryst gik stærkt, og derfor svarte hun: „å nej, ikke det heller.“ Da begyndte Synnøve at ane, her måtte være noget Galt påfærde, men hvorledes hun skulde få det at vide, vidste hun ikke. „Han ligger?“ spurgte hun. — „Ja, kors, han ligger. — Det er Synd på