Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/316

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Nu var saa lang Tid runden og endnu ingen Tidende. Hun forlod sit Arbejde for at sætte sig og se udover Bygden, da dette syntes hende et Slags Selskab og hun nu ikke vilde være alene. Som hun sad der, blev hun træt, lagde Hovedet ned over sin Arm og faldt strax i Søvn; men Solen stak, og det blev en urolig Søvn. Hun var over paa Solbakken, oppe paa det Loft, hvor hendes Ting stod og hvor hun plejede at sove; Blomsterne fra Haven bar slig fager Duft op, skjønt ikke den, hun var vant til, men en anden næsten som af Lyng. Hvoraf kommer vel det, tænkte hun, og bøjede Hovedet udover det aabne Vindu. Jo, saa stod Thorbjørn nede i Haven og plantede Lyng. „Men kjære dig, hvorfor gjør du dette?“ spurgte hun. „Aa, de Blomster vil ikke voxe“, sagde han, og gik og stelte nede i Haven. Da gjorde det hende ondt for Blomsterne og hun bad ham, endelig at bære dem op til hende igjen. Ja, det kan jeg gjerne gjøre, sagde han, og saa samlede han dem op og kom med dem; men det var nok ikke paa Loftet, hun sad, for han kunde gaa lige ind til hende. Da kom Moderen i det Samme: „I Jesu Navn! Skal den stygge Granlidgutten komme ind til dig?“ sagde Moderen, sprang til og stillede sig midt ivejen for ham. Men han vilde ind alligevel og nu begyndte de To at brydes. „Moder, Moder, han vil bare ind igjen med Blomsterne mine“, bad Synnøve og græd. „Ja det hjælper ikke“, sagde Moderen og brød paa. Og Synnøve var saa ræd, for hun vidste ikke, hvem hun vilde have til at vinde; men tabe skulde Ingen af dem. „Tag ivare Blomsterne mine“, raabte hun, men de brød nu værre paa end før, og de vakre Blomsterne hendes strøedes ud overalt, Moderen traadte paa dem, og han ogsaa; Synnøve græd. Men da Thorbjørn havde sluppet Blomsterne, blev han saa styg, saa styg, Haaret voxte paa ham, Ansigtet ogsaa, Øjnene saa ondt og lange Kløer satte han i Moderen. „Vogt dig Moder! Ser du ikke, det er en Anden, — vogt dig!“ skreg hun og vilde hen og hjælpe Moderen, men kom ikke af Flekken. Da raabte Nogen paa hende og det raabte en Gang til. Men strax foer Thorbjørn væk, Moderen ogsaa; det raabte en Gang til. „Ja!“ sagde Synnøve og vaagnede.

„Synnøve!“ raabte det. „Ja,“ svarte hun og saa op. „Hvor er du?“ spurgtes der. Det er Moder, som raaber, tænkte Synnøve, rejste sig og gik indover mod Sætervolden, hvor Moderen stod med en Løb i den ene Haand, skyggede for sig med den anden og saa ud imod hende.

„Her ligger du og sover paa den slette Marken!“ sagde Moderen. „Jeg blev saa søvnig,“ svarte Synnøve, „at jeg lagde mig nedpaa en liden Rid, og saa vidste jeg ikke Ordet af, før jeg var indsovnet.“ — „Sligt maa du vogte dig for, Barnet mit. — — Her er Noget til dig i Løben; jeg bagte igaar, da Fader skal paa Langrejse.“ Men Synnøve følte paa sig, at Moderen ikke kom derfor, og hun tænkte, at hun