Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/320

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


som hun stod der og var i Uvished, om hun turde gå på Loftet til Ingrid eller ej, kom hun til at tænke, at det måtte vel være i en slig Nat for nogle Aar siden at Thorbjørn havde været over og plantet Blomsterne hendes. Hurtig tog hun Skoene af sig og listede sig op ad Trappen.

Ingrid blev meget ræd, da hun vågnede og så det var Synnøve, som havde vækket sig. — „Hvorledes har han det?“ hviskede Synnøve. Nu mindedes Ingrid Altsammen og vilde tage på sig forat undgå at svare strax. Men Synnøve satte sig på Sengekanten, bad hende ligge og gjentog sit Spørgsmål.

„Nu er det bedre,“ sagde Ingrid hviskende; „jeg kommer snart op til dig.“ — „Kjære Ingrid, gjem Ingenting for mig; du kan intet Galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre.“ Ingrid forsøgte endnu at være skånsom, men den Andens Frygt drev på, og der blev ingen Tid til Omveje. Hviskende faldt Spørgsmålene, hviskende Svarene, den dybe Stilhed rundt omkring gjorde både Spørgsmål og Svar endnu alvorligere, så der blev en slig højtidelig Stund, hvori man vover at se den værste Sandhed lige i Øjet. Men dette syntes de Begge at få ud, at Thorbjørns Skyld var liden dennegang, og at intet Ondt fra hans Side skjød sig imellem ham og deres Medfølelse for ham. De græd Begge frit ud, men stille, — og Synnøve græd mest; hun sad ganske sammensjunken på Sengekanten og kom snart så vidt, at en Oplysning mere eller mindre gjorde hverken fra eller til. Ingrid søgte at friske hende ved at minde om, hvor mangen Glæde de Tre ret havde havt sammen; men da gik det her som så ofte, at hver liden Erindring fra de Dage, hvorover Solskinnet leger, nu i Sorgen smelter op til Tårer.

„Har han spurgt efter mig?“ hviskede Synnøve. — „Han har næsten ikke talt.“ Ingrid huskede Seddelen, og den begyndte at trykke hende. — „Er han da ikke god til at tale?“ — „Jeg ved ikke, hvorledes han har det; — han tænker vel desmere.“ — „Læser han?“ — „Mor har læst for ham; nu må hun gjøre det hver Dag.“ — „Hvad siger han så?“ — „Nej, han siger næsten Ingenting, hører du. Han ligger blot der og ser.“ — „Det er i den malede Stue han ligger?“ — „Ja.“ — „Og vender Hovedet mod Vinduet?“ — „Ja.“ De tiede Begge en Stund. Så sagde Ingrid: „den lille Sancthanslegen, du engang gav ham, den hænger der i Vinduet og vender sig."

Atter blev der stille en Stund, skjønt nok Synnøve græd ganske sagte, efter hvad Ingrid kunde høre. „Ja, det er det Samme,“ sagde Synnøve pludselig og stærkt; „aldrig i Verden skal Nogen få mig til at slippe ham, enten det nu går så eller så!“ Ingrid blev meget beklemt. „Doktoren ved ikke, om han får Hilsen sin igjen,“ hviskede hun.

Nu hævede Synnøve Hovedet med tilbageholdt Gråd, så på hende uden at sige et Ord, lod det så igjen falde og blev siddende i Tan-