Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/305

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


i samme Stilling med Hovedet; saa faldt det ned paa hans Bryst, og han sagde ikke Noget.

Flere talte til ham; men han hørte det ikke. „Brændevinet tager ham,“ sagde hin i Sengen. Da saa han op, tog atter Smilet paa sig: „Jo, nu skal I høre en lystig Stub,“ sagde han. — „Gud bevare mig, hvor lystig!“ sagde han om en Stund og lo med vid Mund, men uden at de hørte Latteren. „Han er rigtig i Godlaget sit idag,“ sagde Brudgommens Fader. — „Ja, det var Raad til det!“ sagde Aslak; — „en Dram paa Rejsen da!“ sagde han og strakte Haanden frem. Den kom; han drak den langsomt ud, holdt Hovedet lidt bagover med den sidste Draabe i Munden, svælgte den saa og sagde, vendt til ham i Sengen: — „for jeg er nu Grisen Eders jeg!“ og lo som forrige Gang. Han spændte sine to Hænder om Knæet og løftede saaledes Foden op og ned, idet han selv med det Samme ruggede frem og tilbage — og saa begyndte han: „Jo, det var en Jente, som boede borti en Dal. Hvad Dalen hed, kan være det Samme, hvad hun hed ogsaa. Men Jenten var vaker, det syntes Gaardmanden paa — hys! — og det var hos ham hun tjente. Hun fik god Løn, fik hun, og hun fik mere end hun skulde have; thi hun fik et Barn. Folk sagde, det var med ham; men det sagde ikke han; thi han var gift, og det sagde heller ikke hun; thi hun var stolt, det stakkers Trold. Saa blev det nok en Løgn over den Daab, og det var en Skarv til Gut, hun havde født, saa det var slig Slag, om han blev døbt i en Løgn. Men hun fik en Plads under Gaarden, og det likte ikke Konen der, som ventelig var, og saa tag hun Manden baade Dag og Nat om at jage den Fantejenten paa Bygden. Kom Jenten didop, spyttede hun efter hende, men kom den vesle Gutten hendes for at lege med Gaardsgutterne, bad hun dem jage den Horungen; han var ikke bedre værdt, sagde hun.

Manden holdt igjen, saalænge han rigtig var Mand; men saa slog han sig paa Drikken, og da fik Kjærringen Taget. Siden blev det daarligt for Skarvejenten; det gik tilbage for hvert Aar og det stod slig til, at hun skulde sulte ihjel der med den vesle Gutten sin, og han vilde ikke fra Moderen, han.

Det var nu det ene Aaret, det andet med, og der var otte af dem; men endnu var ikke Jenten kommen fra Pladsen, skjønt nu skulde hun væk. — — Og saa kom hun væk. — — Men forinden stod Gaarden i lys og vaker Lue, og Manden brændte; thi han var fuld, - Kjærringen ræddede sig med Ungerne, og hun sagde, det var den Skarvejenten nede paa Pladsen, som havde gjort det. Det kunde gjerne hænde det. — — Og det kunde ogsaa gjerne være anderledes. — — Det var en underlig Gut, hun havde. I otte Aar havde han seet Moderen slide ildt og vidste vel, hvor Skylden var; thi Moderen sagde det ofte, naar han spurgte, hvorfor hun bestandig græd. Det gjorde hun ogsaa Dagen før hun skulde rejse, og derfor var