ham ikke selv at gaa ned efter Hesten og Tøjet, men bad Andre gaa. Brudgommen, en ung Mand og fordums Skolekammerat, bød ham ind at smage paa Bryllopsbrygget og nu drog det til Stuen. Nogle vilde fortsætte Dansen, især Kvindfolkene, Andre vilde have en liden Drikkestund og faa Aslak til at fortælle, siden han nu alligevel var kommen til Gaards igjen. „Men du tør være lidt varere end sidst,“ lagde En til. Thorbjørn spurgte, hvor alt Folket var. „Aa,“ svartes der, „her gik nylig lidt uroligt til; nu er Enkelte gaaet til Hvile, Andre sidder borte paa Laaven og spiller Kort; men Nogle sidder ogsaa der, hvor Knud Nordhoug er.“ Han spurgte ikke efter, hvor Knud Nordhoug var.
Brudgommens Fader, en gammel Mand, der sad og røgte af en Kridtpibe og drak Øl til, sagde nu: „Kom saa med en Regle, du Aslak; det kan være gjildt nok at høre for en Gangs Skyld.“
„Er det flere, som beder mig?“ spurgte Aslak, som havde sat sig over en Krak et Stykke fra Bordet, omkring hvilket de Andre sad. „Javist,“ sagde Brudgommen og gav ham et Glas Brændevin; „nu beder jeg dig.“ — „Er det Mange, som beder paa den Maade?“ sagde Aslak. „Det tør hænde,“ sagde en ung Kone borte paa Sidebænken, og bød et Støb med Vin frem. Det var Bruden, en Kvinde paa 20 Aar, lyslet, men mager, med store Øjne og et stramt Træk om Munden. — „Jeg liker godt det, som du fortæller,“ lagde hun til. Brudgommen saa paa hende og hans Fader paa ham. „Ja, Nordhougfolket har altid likt mine Regler,“ sagde Aslak. — „Ære være dem!“ raabte han og tømte et Glas, som blev rakt ham af en Brudesvend. „Kom saa med Noget,“ raabte Flere. — „Om Sigrid Fantekjerring!“ raabte En. „Nej, den er styg!“ sagde Andre, især Kvindfolk. „Om Lierslaget!“ bad Svend Tambur. „Nej, heller noget Trøjsamt!“ sagde da en rank Gut, som stod i Skjortærmene og lænte sig opad Væggen, medens hans højre Haand, som hang slapt ned, foer vel ofte borti Haaret paa nogle unge Jenter, som sad der; de skjændte, men flyttede sig ikke.
„Nu fortæller jeg det, jeg vil, jeg,“ sagde Aslak. „Fanden heller!“ mumlede en ældre Mand, som laa over Sengen og røgte; hans ene Ben hang ned, med det andet laa han og sparkede til en fin Trøje, som hang over Sengestolpen. — „Lad være Trøjen min!“ raabte hin Gut, som stod op efter Væggen. — „Lad være Datter min,“ svarte han, som laa. Nu flyttede Jenterne sig. — „Jo, jeg fortæller, hvad jeg vil da!“ raabte Aslak; „Brændevin i Krop skyder Modet op!“ sagde han og slog de flade Hænder sammen med et Klask. „Fanden heller!“ gjentog Manden borti Sengen; „Brændevinet er vort.“ — „Hvad skal det sige?“ spurgte Aslak med ret aabne Øjne. — „Aa, den Grisen vi gjøder, slagter vi ogsaa,“ sagde Manden, idet han dinglede med Benet. Aslak lukte Øjnene igjen, men blev siddende
