Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/303

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


bjørn trængte Hjælp; men han kunde ikke faa det over sig at bede hin om den; thi Aslak saa styg ud; hans Klæder var tilrakket af Grøften, hans Haar hang filtret ned under en blank Hat, der var dygtig gammel, og Ansigtet, skjønt tildels det velbekjendte, var nu bestandig fortrukket til Smil, og Øjnene endnu mere igjenlukte, saa han maatte holde Hovedet lidt bagover og Munden lidt gabende, naar han saa paa En. Alle Træk var blevne matte, og den hele Form var stivnet; thi Aslak drak. Thorbjørn havde tit nok seet ham før, hvilket Aslak ikke lod som han vidste. Som Skræppehandler havde han tit faret Bygden rundt, og var gjerne der, hvor der var Lystighed, da han havde mange Viser at synge, fortalte godt og fik Brændevin til Vederlag. Saaledes havde han nu været i Bryllopet paa Nordhoug, men havde, som Thorbjørn siden fik at vide, fundet det bedst at holde sig en Stund borte, da han efter gammel Vis havde faaet Folk op at slaaes og det truede med at gaa ud over ham selv. — „Bind Hesten ligesaa godt fast til Vognen som at sprætte den ifra“, sagde han. „Du maa saa alligevel op til Nordhoug for at faa dig istand igjen, enten du nu vil drage længer eller vende om.“ Thorbjørn havde nok tænkt det Samme, men havde ikke rigtig villet tænke det. „Der er stort Bryllup, der,“ sagde han. „Derfor ogsaa stor Hjælp“, svarte Aslak. Thorbjørn stod lidt tvivlraadig; men uden Hjælp kunde han hverken komme frem eller tilbage, og saa var det bedst at gaa op i Gaarden. Han bandt Hesten fast saalænge og gjorde saa. Aslak kom efter; Thorbjørn saa tilbage paa ham: „Saa faar jeg godt Følge til Bryllopsgaarden igjen“, sagde Aslak og lo; Thorbjørn svarte ham ikke, men gik fort. Aslak kom syngende efter:

Der drager to Bønder til Bryllupshus, o. s. v.,

en gammel, velkjendt Vise. „Du gaar fort, du“, sagde han om en Stund. „Du kommer nok frem alligevel“, lagde han til. Thorbjørn svarte ham ikke. Gjenlyd af Dans og Spil mødte dem, Ansigter gav sig til at se ud paa dem gjennem de aabne Vinduer i den store toetages Bygning. Grupper samlede sig i Gaarden. Han saa, at de talte sig imellem om, hvem det kunde være, tillige, at han snart var kjendt, og at de lidt efter lidt fik Øje paa Hesten dernede og Kopperne, som laa udover Jorden. Dansen hørte op, den hele Sværm væltede ud i Gaarden, netop som de To kom op. „Hid kommer Bryllupsfolk mod sin Vilje!“ raabte Aslak, da han endelig nærmede sig Kredsen, bag Thorbjørn. — Man hilste Thorbjørn og slog Kreds om ham.

„Gud signe Laget, godt Øl paa Bordet, vakre Kvindfolk paa Gulvet og gode Spillemænd paa Knakken!“ sagde Aslak og skjød sig i det Samme midt ind iblandt dem. Nogle lo, Andre forblev alvorlige; En sagde: „Skræppe-Aslak er altid ved godt Mod.“ Thorbjørn traf strax Kjendtfolk, som han maatte fortælle om sin Hændelse; de tillod