Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/306

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


han borte om Natten. — — Men hun kom paa Slaveriet paa Livstid, for hun sagde selv til Skriveren, hun havde gjort den vakre Luen deroppe paa Gaarden. — Gutten drog paa Bygden og fik alle Folks Hjælp, fordi han havde slig en slem Moder. — Saa drog han fra den Bygd og langt frem til en anden, hvor han ikke fik stor Hjælp, for der var nok Ingen, som vidste, hvilken slem Moder han havde. Jeg tror ikke, han sagde det selv. — Sidst jeg hørte fra ham, var han fuld, og de siger, han har lagt sig paa Drikken i den senere Tid; om det er sandt, skal være usagt, men det er sandt, at jeg ved ikke, hvad bedre han skulde gjøre. Det er en laak, ond Karl, kan I tro; han liker ikke Folk, endnu mindre, at de ere gode mod hverandre, og allermindst, at de er gode mod ham selv. Og han vilde gjerne, at Andre skulde være slig, som han er selv — skjønt det siger han blot, naar han er fuld. Og da græder han ogsaa, græder saa det hagler, — over ingen Verdens Ting; thi hvad var det ogsaa han skulde græde over? Han har ikke stjaalet en Skilling fra Nogen, eller gjort noget af det Gale, som mange Andre gjør, saa han sagte[1] Ingenting har at græde over. Og alligevel saa græder han, og græder saa det hagler, men ved ikke rigtig, hvoraf det kommer. Og skulde I se ham græde, saa tro aldrig paa det, for det er bare naar han er fuld, og da er han ikke ændsendes.“ — „Her faldt Aslak baglængs ned af Krakken i stærk Graad, men som snart gik over; thi han sovnede. — „Nu er Svinet fuld,“ sagde han i Sengen; — „da ligger han altid og tuder sig isøvn.“ „Dette var stygt,“ sagde Kvindfolkene og rejste sig for at komme bort. „Jeg har aldrig hørt ham fortælle andre Slags Historier, naar han selv fik raade,“ sagde nu en gammel Mand, som rejste sig borte ved Døren. — „Gud ved, hvorfor Folk vil høre paa ham,“ sagde han og saa hen til Bruden.

FEMTE KAPITEL

Nogen gik ud, Andre søgte at faa Spillemanden ind igjen, at Dansen kunde begynde; men Spillemanden var sovnet i en Krog af Gangen, og Enkelte bad for ham, at han maatte faa ligge ifred. „Siden Lars, Kameraten hans, blev fordærvetslagen her, har Ole maattet holde ud i over eet Døgn.“ — Man var kommen til Gaards med Thorbjørns Hest og Grejer; en anden Vogn blev spændt for, da han, trods Alles Anmodning, vilde tage afsted igjen. Brudgommen var det især, som søgte at holde ham tilbage: „Her er kanske ikke saa stor Glæde for mig, som det synes,“ sagde han, og Thorbjørn tog en Tanke af det; men han foresatte sig dog at rejse, før Kvelden kom. Da de saa, han var urokkelig, spredte de sig i Gaarden; der var mange Folk, men megen Stilhed, og det Hele havde lidet Syn

  1. sagte = sagtens.