„Du har altså hørt det?“ ,.Ja,“ sa hun, så op og lo; men der var nu flere tårer i øjnene æn før; han visste ikke hvad han skulde gjøre og sige; det fallt ham derfor av munnen: Jeg har kanske været for slem.“ Det var meget mildt sagt; hun så ned og vændte sig halvt bort: „Du skal ikke dømme om det, du ikke kjænner.“ Dette var sagt med halvkvalt røst, og han blev helt ille derved; han følte sig som en gutunge og sa derfor også, da han ikke kunde finne noget annet: Jeg ber dig om forladelse.“ Men da brast hun ut i virkelig gråt. Det kunde han ikke tåle, men gik hen og tok henne om livet og lutet sig nedover henne: „Holder du også rigtig av mig, Synnøve?“ — „Ja,“ hulket hun. „Men du er ikke lykkelig ved det?“ Hun svarte ikke. „Men du er ikke lykkelig ved det?“ gjæntok han. Hun gråt nu mere æn nogensinde og vilde drage sig unda. „Synnøve!“ sa han og tok fastere om henne. Hun la sig op til ham og gråt meget.
„Kom, vi skal tale litt sammen,“ sa han, og han hjalp henne at sætte sig i lynget; selv satte han sig ved siden. Hun tørret sine øjne og forsøkte på at smile; men det vilde ikke gå. Han holdt en av hennes hænder og så henne in i ansigtet. „ Kjære, hvorfor kan jeg ikke komme over på Solbakken?“ Hun taug. „Har du aldrig bedt herom?“ Hun taug. „Hvorfor har du ikke det?“ spurte han og drog hennes hånd nærmere til sig... „Jeg tør ikke,“ sa hun ganske sagte.
Han blev mørk, trak den ene fot litt til sig og lænet albuen til knæet, idet han la sit hode i hånden ... „På denne måte kommer jeg vel aldrig derover,“ sa han ændelig. Istedetfor svar begynte hun at rykke lynget op. „Å ja ... jeg kan vel ha gjort mange ting . . som . . ikke var som de burde. - -En måtte dog bære litt over med mig ... Jeg er ikke ond — han stanset en stund — jeg er også ung ænnu, — litt over 20 år . . Jeg - -“ han kunde ikke fullføre straks. „Men den som holdt rigtig av mig,“ sa han igjæn - -„måtte dog ...“ her stanset han rent.
Da hørte han ved siden av sig dæmpet: „Du skal ikke tale slik ... du vet ikke hvor meget en ... jeg tør ikke engang sige Ingrid det . . (og så igjæn i stærk gråt) .. jeg ... lider . . . . så meget!“ Han slog armen om henne og trak henne tæt til sig. „Tal til dine forældre,“ hvisket han, „og du skal se alting blir godt.“ — „Det blir som du vil,“ hvisket hun. „Som jeg?“ Da vændte Synnøve sig og bøjde sin arm om hans hals. „ Holdt du såpas av mig som jeg av dig!“ sa hun meget inderlig og med et forsøk til smil. — „Og det gjør jeg ikke?“ sa han blidt og sagte. — „Nej, nej; du tar intet råd av mig; du vet hvad der fører os sammen, men du gjør det ikke. Hvorfor gjør du det ikke?“ — Og da hun nu var kommen i vej med at tale, så sa hun i sammə
