Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


stund uten at se på ham, sa hun igjæn: „Vet du, at Knut Nordhaug er kommet hjæm til søsterens bryllup?“ „Ja. — Nu så hun på ham: „Thorbjørn, Thorbjørn!“ „Skal han ha mere lov nu æn før til at gå imellem mig og andre?“ „Han går ikke imellem; ikke mere æn andre vil.“ „Ingen kan vite hvad andre vil.“ „Det vet du godt.“ „Selv siger hun i alle fall ingenting.“ „Å, hvor du kan snakke!“ sa Ingrid, så uvillig på ham, rejste sig og så bak for sig. Han kastet sine kviststumper, satte kniven i sliren og vændte sig mot henne: „Hør, — jeg er stundimellem kjed av dette. Folk skjænder æren både av mig og henne, fordi intet går åpenlyst til. Og på den annen kant... jeg kommer jo ikke engang over på Solbakken — fordi forældrene ikke kan like mig, siger hun. Jeg får ikke besøke henne, således som andre gutter besøker sine jænter, fordi hun nu er av de hellige — må vite!“ „Thorbjørn!“ sa Ingrid og blev litt urolig, men han fortfor: „Far vil intet ord lægge in; — fortjener jeg henne, får jeg henne, siger han. „Snak, bare snak på den ene side — og intet vederlag for snakket på den andre; ja jeg vet ikke engang, om hun virkelig . . .“ Ingrid for til og la hånden over hans munn, idet hun så sig tilbake. Der blev buskene atter bøjd tilside, og en høj, slank en trådte blussende rød frem; det var Synnøve.

„God kvæll!“ sa hun. Ingrid så på Thorbjørn, som hun vilde sige: der kan du se! — Thorbjørn så på Ingrid, som han vilde sige: det skulde du ikke ha gjort. Ingen så på Synnøve. „Jeg får vel lov at sætte mig litt; jeg har gåt så meget idag.“ Og hun satte sig; Thorbjørn vændte på hodet som for at se, om det var tørt der hun satte sig. Ingrid hadde latt øjnene løpe nedover til Granliden, og nu ropte hun med ett: „Å nej, å nej! Fagerlin har slitt sig og går midt i nyakeren. Det stygge dyr! Kjelleros også? Nej, nu bær det over sig; det er fornø'n vi snart kommer på sæteren!“ — og så la hun nedover henad lierne uten at sige farvel engang. Synnøve rejste sig straks. „Går du?“ spurte Thorbjørn. „Ja,“ sa hun; men hun stod.

„Du tør gjærne vænte litt,“ yttret han uten at se på henne. — „En annen gang,“ blev der sagte svaret. — „Det kan bli længe til.“ — Hun så op; han så nu også på henne; men det var en stund før de sa noget. „Sæt dig igjæn,“ sa han litt forlegen. „Nej,“ svarte hun og blev stående. Han følte trossen stige op; men da gjorde hun noget han ikke hadde væntet, — hun gik et skridt frem, bøjde så like mot ham, så ham op i øjet og sa med et smil: „Er du vred på mig?“ Og da han skulde se til, så gråt hun. „Nej,“ sa han, luerød i ansigtet.

Han rakte hånden frem; men da øjnene var fulle av vand, mærket hun det ikke, og han drog den tilbake. Så sa han ændelig: