Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/297

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


fart: „Herregud, visste du hvor jeg har væntet på den dag, jeg skulde få se dig over på Solbakken. Men altid skal en høre om noget, der ikke er som det burde være, — og det skal være forældrene selv som bærer det in til en.“ — Da tændtes likesom et lys for ham; han så henne nu tydelig gå der over på Solbakken og vænte på en liten fredelig stund, hvori hun kunde føre ham blidt frem for forældrene; — men han gav henne aldrig en sådan stund.

„Dette skulde du ha sagt mig før, Synnøve!“ — „Og det har jeg ikke gjort?“ — „Nej, ikke således.“ — Hun tænkte litt over dette; så sa hun, idet hun la sin forklæ-snip i små folder: „Så var det vel fordi . . . jeg ikke turde rigtig.“ Men dette, at hun hadde frygt for ham, rørte ham slik at han for første gang i sit liv gav henne en kyss.

Hun blev så forandret ved det, at gråten stanset med én gang og øjnene blev usikkre, idet hun forsøkte at smile, så ned, ændelig op på ham, og smilte nu virkelig. De talte ikke mere, — dog fant de hinannens hænder igjæn; men ingen av dem turde trykke til. Så drog hun sig sagte tilbake, gav sig ifærd med at tørre sine øjne og sit ansigt, klappe sit hår ned, da det var kommet litt i urede. Han sat der og tænkte i sit stille sinn, mens han så på henne: er hun mere blyg æn de andre bygdens jænter, og vil omgåes på en annen måte, så skal en ikke sige noget dertil.

Han fulgte henne op til sæteren, som ikke lå langt unda. Han vilde gjærne gå hånd i hånd; men der var kommet noget over ham som gjorde, at han knapt turde røre ved henne, og syntes det var forunderligt, at han hadde lov til at gå ved siden av henne. — Da de skiltes, sa han derfor også: „Det skal vare en stund, til du atter spør noget galt fra mig.“

Hjæmme holdt far hans på at bære korn på kværnen, fra stabburet av; ti bygdens folk rundt omkring malte på Granlidkværnen, når vandet i deres egne bækker var gåt op; Granlidelven var aldrig tør. Her var mange sækker at bære, somme ret store og somme overmåde store. Kvinnfolkene stod tæt derved og vridde klær som var i vask. Thorbjørn gik bort til faren og tok fat i en sæk. Jeg skal kanske hjælpe dig?“ — „Å jeg gjør det nok selv,“ sa Sæmund, lettet rask en sæk på rygg og drog avsted mot kværnen. „Her er mange av dem,“ sa Thorbjørn, tok fat i to store, satte rygg imot og grep over skuldrene med en hånd i hvær, idet han støet mot til siderne med sine albuer. Midtvejs møtte han Sæmund, som gik tilbake efter flere; faren så hastig på ham, men sa intet. Da Thorbjørn i sin tur gik tilbake mot buret, møtte han Sæmund med to ænnu større sækker. Denne gang tok Thorbjørn en liten en og gik med den; da Sæmund