fik at gjøre med en hel Flok paa een Gang. Kvindfolkene var gaaet i Forvejen, saa der var Ingen til at skille dem ad, og det blev derfor værre og værre. Tabe vilde han ikke, der kom flere indpaa ham, og nu forsvarte han sig paa hvad Maade han bedst kunde, hvorfor der uddeltes Slag, som siden selv fortalte, hvad her var foregaaet. Grunden kom med det Samme op, og der blev stærk Tale om dette i Bygden.
Næste Prækensøndag vilde Thorbjørn ikke gaa til Kirke, næste Dag de skulde være hos Præsten, lagde han sig syg. Ingrid gik derfor alene. Han spurgte hende ved Hjemkomsten, hvad Synnøve havde sagt. "Ingenting."
Da han saa gik med igjen, syntes han alle Folk saa paa sig, og at Konfirmanterne fniste. Men Synnøve kom senere end de andre og var meget inde hos Præstens den Dag. Han frygtede Skjænd af Præsten, men mærkede snart, at de to Eneste i Bygden, som ikke kjendte noget til Slagsmaalet, var hans egen Fader og Præsten. Det kunde endda gaa an; men hvorledes han atter kunde komme i Tale med Synnøve, vidste han ikke; thi det var første Gang han ikke rigtig vilde bede Ingrid gaa imellem. Efter endt Overhøring var atter Synnøve inde hos Præstens; han ventede, saalænge der endnu var andre paa Gaarden; men tilsidst maatte ogsaa han gaa. Ingrid var gaaen blandt de Første.
Næste Dag var Synnøve kommen før alle de andre og gik i Haven med en af Frøkenerne og en ung Herre. Frøkenen tog op Blomster og gav Synnøve, Herren hjalp til, og Thorbjørn stod blandt de andre udenfor og saa paa. De forklarte hende højt nok, saa Alle hørte det, hvorledes disse Blomster skulde sættes, og Synnøve lovede selv at gjøre det, forat det netop kunde blive som de havde sagt. "Det kan du ikke gjøre alene," sagde hin fornemme Mand, og dette tænkte Thorbjørn paa. - Da Synnøve kom ud til de Andre, viste disse hende endnu større Agt end sædvanlig; men Synnøve gik hen til Ingrid, hilste blidt paa hende og bad hende følge med ned paa Volden. Der satte de sig; thi det var længesiden de havde talt rigtig sammen. Thorbjørn stod igjen blandt de Andre og saa paa Synnøves fine udenlandske Blomster.
Denne Dag gik Synnøve paa samme Tid som Alle. "Jeg skal kanske bære de Blomster for dig," sagde Thorbjørn. "Det kan du gjerne," svarede hun blidt, men uden at se paa ham, tog Ingrid ved Haanden og gik foran. Opunder Solbakken standsede hun og sagde Ingrid Farvel. "Jeg skal nok selv bære dem det Stykke, som er igjen," sagde hun og tog Kurven, som Thorbjørn havde sat ned. Den hele Vej havde han tænkt paa at tilbyde sig at plante Blomsterne for hende, men nu kom han sig ikke til; thi hun vendte sig saa braadt. Men siden tænkte han ikke paa Andet end dette, at han dog skulde
