Synnøve var siden hos dem, de atter der, og saaledes under hele Opvæxten. Thorbjørn og Synnøve kaplæste; de gik i samme Skole, og han blev tilsidst flinkere, saa flink, at Præsten tog sig af ham. Men Ingrid gik det daarligere med, og hende hjalp de Begge. Hun og Synnøve blev saa uadskillelige, at Folk kaldte dem "Ryperne", fordi de altid fløj sammen og Begge var meget lyse.
Det hændte sig retsom det var, at Synnøve slog sig vred paa Thorbjørn, fordi han var vel vild af sig og ragede i Klammeri baade hist og her. Ingrid gik da altid imellem, og de var atter Godvenner som før. Men fik Synnøves Moder høre om Slagsmaal, kom han ikke paa Solbakken den Uge og knapt nok den næste. Sæmund turde Ingen fortælle om Sligt; "han farer for haardt med Gutten," sagde Konen hans og paa- lagde Alle Taushed.
Som de nu voxte til, blev de alle tre fagre at se til, skjønt hver paa sin Maade. Synnøve blev høj og slank, fik gule Haar, et stille, skinnende Ansigt, med store blaa Øjne. Naar hun talte, smilte hun, og Folk sagde tidlig, at det var velsignet at gaa indunder det Smil. Ingrid var mindre, men førere, havde endnu lysere Haar, men et ganske lidet Ansigt, der var blødt og rundt. Thorbjørn blev af Middelshøjde, men saare velvoxen, fik mørkt Haar, dunkelblaa Øjne, skarpt Ansigt og stærke Lemmer. Han plejede gjerne selv fortælle, naar han var vred, at han kunde læse og skrive ligesaa godt som Skolemesteren og frygtede ellers ingen Mand i Dalen - uden Fader sin, tænkte han; men det lagde han ikke til.
Thorbjørn vilde tidlig konfirmeres; men deraf blev der Intet: "saalænge du ikke er konfirmeret, er du bare en Gut, og jeg kan bedre raade med dig!" sagde Fader hans. Saadan bar det da til, at han, Synnøve og Ingrid gik til Præsten paa samme Tid. Synnøve havde ogsaa ventet længe; hun var 15 i det 16de Aar. "En kan aldrig nok, naar En skal aflægge sit Gudsløfte," havde Moderen altid sagt, og Faderen, Guttorm Solbakken, havde sagt Ja dertil. Saa var det ikke rart, at et Par Friere begyndte at vise sig, den ene en bedre Mands Søn og den anden en rig Nabo. "Det er dog for galt! Hun er endnu ikke konfirmeret!" "Ja, saa faar vi konfirmere hende da," sagde Faderen. Men herom vidste Synnøve selv Intet.
Paa Præstegaarden syntes Kvindfolkene af Præstens Familie saa godt om Synnøve, at de tog hende ind for at tale med hende. Ingrid og Thorbjørn stod igjen ude blandt de andre, og da en Gut sagde til ham: "Saa du slap ikke ind med? De tager hende bestemt fra dig!", saa kostede dette hin Gut et blaat Øje. Fra nu af blev det en Skik blandt de andre Gutter at drille ham med Synnøve, og det viste sig ogsaa, at Intet kunde sætte ham i større Vrede. I en Skov opunder Præstegaarden blev der tilsidst og efter Aftale et stort Slagsmaal, der havde dette til Grund; det voxede slig op, at Thorbjørn