saa lad. Men Randi passer Kjøerne, Fader og Gutterne er i Marken eller ogsaa hjemme." Dette fandt han var en tilfredsstillende Forklaring. "Men hver Aften læser vi og syn- ger vi," fortsatte hun, "og det gjør vi om Søndagen ogsaa." "Allesammen?" "Ja." "Det maa være langsomt." . . . "Langsomt? Mor, han sig. . ., " men saa huskede hun, at derhen skulde hun ikke. - "Du kan tro jeg ejer mange Sauer," sagde hun. "Gjør du det?" "Ja, tre gaar med Lam i Vinter, og den ene tror jeg bestemt faar to." "Saa du har Sauer, du." - "Ja, jeg har ogsaa Kjøer og Grise. Har du ingen?" "Nej." - - "Kom bort til mig, skal du faa et Lam. Saa skal du nok se, at du faar flere af det." "Det vilde være urimelig trøjsamt." De stod lidt: "Kunde ikke ogsaa Ingrid faa et Lam?" spurgte han. "Hvem er Ingrid?" "Ingrid, vesle Ingrid?" Nej, hende kjendte hun ikke. "Er hun mindre end dig?" "Javist er hun mindre end mig, - saapas som dig." "Aa nej! hende maa du tage med, hører du!" Jo, det skulde han da. "Men," sagde hun: "da du faar et Lam, kan hun faa en Gris." Det fandt ogsaa han var langt klogere, og nu fortalte de lidt om fælles Bekjendte, hvoraf de rigtignok ikke havde mange. Forældrene var færdige, og de maatte gaa hjem.
Men om Natten drømte han om Solbakken, og syntes han at se bare hvide Lam derborte og en liden lys Jente med røde Baand gaa midt imellem dem. Ingrid og han talte hver eneste Dag om at komme derover. De havde saamange Lam og Smaagrise at passe, at de vidste ikke, hvorledes de skulde vende sig imellem dem. Imidlertid undrede de sig meget over, at de ikke kunde gaa did strax. "Fordi om den vesle Jentungen har bedt Eder?" spurgte Moderen; "har du hørt Sligt før?" "Jaja vent nu til næste Prækensøndag," mente Thorbjørn, "saa skal I se!"
Den kom. "Du skal være saa slem til at skryde og lyve og bande," sagde Synnøve da til ham, "at du ikke faar Lov til at komme, før du har lagt det af." "Hvem har sagt det?" spurgte Thorbjørn forundret. "Mor."
Ingrid var spændt paa Hjemkomsten, og han fortalte hende og Moderen, hvordan det var gaaet. "Der kan du se!" sagde Moderen; Ingrid sagde Ingenting. Men herefter passede baade hun og Moderen paa ham, hvergang han bandte eller skrydte. Ingrid og han kom imidlertid op at slaas om, hvorvidt "Hunden fare i mig!" kunde være at bande eller ej. Ingrid fik Prygl, og siden brugte han "Hunden fare i mig!" den hele Dag. Men om Kvelden hørte Faderen det: "Jo, han skal fare i dig!" sagde han og drev til ham, saa han tumlede hen. Thorbjørn var mest skamfuld for Ingrid; men hun gik om en liden Stund bort til ham og klappede ham .
Da et Par Maaneder led frem, kom de Begge over paa Solbakken.
