Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/286

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


gik da nærmere hen til hende og saa paa hende, og hun saa paa ham, og saadan stod de en lang Stund blot og saa paa hverandre. Endelig sagde hun: "Fy!" - "Hvorfor siger du Fy?" spurgte han. "Fy!" sagde hun nok en Gang, - "Fy, skamme dig!" lagde hun til. "Hvad har jeg da gjort?" "Du har slaas i Kirken, og medens Præsten stod og messede, - fy!" - "Ja, men det er længe siden." Dette slog hende, og hun sagde om lidt: "Er det dig, som hedder Thorbjørn Granliden?" "Ja, og det er dig, som hedder Synnøve Solbakken?" "Ja. - - Jeg har bestandig hørt, at du var saadan en snil Gut." "Nej, det er ikke sandt, for jeg er den Slemmeste af alle os hjemme," sagde Thorbjørn. "Nu har jeg aldrig hørt!" . . . sagde Syn- nøve og slog de smaa Hænder sammen: "Mor, Mor! han siger . . ." "Ti stille og gaa bort!" mødte hende fra den Kant, - og hun standsede, vendte derpaa langsomt og baglængs tilbage, med de store Øjne heftet paa Moderen. "Jeg har bestandig hørt, at du var saa snild," sagde Thorbjørn. "Ja det er sommetider, naar jeg har læst, det," svarte hun. - - "Er det sandt, det er saa overlag fuldt med Nisser og Trold og andet Ondt derborte paa Eders Kanter?" spurgte han, - satte Haanden i Siden, den ene Fod frem og støttede sig paa den anden, - akkurat som han havde set Aslak gjøre det. - "Mor, Mor! ved du hvad han siger? han siger . . ." "Lad mig være, hører du! Og kom ikke hid, før jeg kalder paa dig!" Hun maatte atter langsomt og baglængs tilbage, idet hun puttede en Snip af Tørklædet ind i Munden, bed fast og trak i det. "Er det slet ikke sandt, at hver Nat, saa spiller det i Haugene derborte?" "Nej!" "Har du aldrig set Trold da?" "Nej!" - "Men i Jesu Navn . . ." "Fy, det skal du ikke sige!" - "Aa pyt; det er ikke farligt!" sagde han og spyttede mellem Tænderne for at vise hende, hvorlangt han kunde spytte. - "Jo, jo," sagde hun; "for saa kommer du i Helvede!" "Tror du det?" spurgte han betydelig mygere; thi han havde blot tænkt sig, at han kunde faa Hug for det, og nu stod Faderen saa langt borte. - "Hvem paa Lag er den Stærkeste derover paa Eders Side," spurgte han, og satte Huen lidt mere paa den ene Kant. "Nej, det ved jeg ikke." "Ja paa vor Side er det Fader; han er saa stærk, at han prygler Aslak; og du kan tro Aslak er stærk!" "Jasaa." "Han har en Gang taget og løftet en Hest." "En Hest!" "Det er saa sandt, saa sandt, - for han har selv fortalt det." Da tvivlede jo heller ikke hun. "Hvem er Aslak?" spurgte hun. "Det er vel en slem En, kan du tro. Han Far pryglte ham slig, at her i Verden er nu aldrig Mand bleven pryglt slig før." "Slaas I derborte hos Eder?" "Ja, sommetider, saa . . . Gjør I ikke det over hos Eder?" "Nej aldrig." "Hvad gjør I der da?" "Aa, Moder steller Maden, binder og syr; det gjør Kari ogsaa, men ikke saa godt som Moder, for Kari er