Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/290

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


have hjulpet hende med de Blomster. "Hvad talte I To om?" spurgte han Ingrid. "Om Ingenting."

Da de Andre vel havde lagt sig, tog han sagte paa sig igjen og gik ud. Det var en vakker Kveld, lun og stille, Himlen havde et svagt Overtræk af blaagraa Skyer, hist og her iturevet, saa det var som om Nogen fik skue ud af det dunkle Blaa som af et Øje. Ingen var at se omkring Husene eller længer borte; men i Græsset til alle Sider skvattrede Græshoppene, en Agerrikse malte tilhøjre og svartes af en tilven- stre, hvorpaa der begyndte en Sang i Græsset fra Sted til Sted, saa det var ham, der gik, som havde han et stort Følge, skjønt han ikke saa en Eneste. Skoven trak sig blaa, siden dunkel og dunklere op imod Uren og syntes et stort Taagehav. Men derindefra hørte han Aarren spille og slaa til Lyd, en enkelt Katugle skrige og Fossen at kvæde sine gamle, haarde Riim stærkere end nogensinde, - nu, da Alt havde sat sig ned for at høre paa den. Thorbjørn saa over mod Solbakken og gik afsted. Han bøjede af fra de sædvanlige Veje, kom raskt derover og stod snart i den lille Have, som Synnøve ejede, og som laa ligeunder det ene Loftsvindu, netop det, indenfor hvilket hun sov. Han lyttede og spejdede, men Alt var stille. Da saa han sig om i Haven efter Arbejdsredskaber, og fandt ganske rigtig baade Spade og Greb. Der var begyndt paa Opspadningen af et Kvarter; blot en liden Snip var bleven færdig, men i denne var allerede to Blomster sat, formodentlig forat se, hvorledes det tog sig ud. "Hun er bleven træt, Stakkel, og er gaaen fra det," tænkte han; "her maa en Mand til" tænkte han videre og gav sig ifærd med det, følte slet ingen Lyst til Søvn, ja syntes endog, at han aldrig havde gjort saa let et Arbejde. Han huskede, hvorledes de skulde sættes, huskede ogsaa Præstegaardshaven og passede nu det Ene i det Andet. Natten gik med, men han mærkede det ikke, han hvilte neppe og fik det hele Kvarter opspadet, Blomsterne sat, en og anden omplantet forat faa det endnu smukkere, og alt i Et skottede han op til Loftsvinduet, om dog Nogen skulde bemærke ham. Men hverken der eller andet Steds var der Nogen, ej heller hørte han saameget som en Hund gjø, før Hanen tog paa at gale, vækkede Skogens Fugle, som da en efter en satte sig op at synge "god Morgen". Medens han stod der og klappede Jorden til omkring huskede han paa Eventyrene, som Aslak havde fortalt, og hvorledes han engang troede, der voxte Trold og Nisser over paa Solbakken.

"Jo, her voxer artige Trold og Nisser," tænkte han, og saa endnu en Gang bort over Blomsterne, om de ogsaa nu stod, som de skulde. Han satte Redskaberne tilrette, trak Trøjen paa, som han havde kastet, saa op til Loftsvinduet, og smilte til, hvad Synnøve nu i Morgenstunden vilde tænke, naar hun saa ud efter de prægtige udenlandske Blomster, hun havde ført til Gaards igaar. Det var bleven dygtig lyst, Fuglene holdt allerede et forfærdeligt Spektakel, hvorfor han hivede sig over Gelænderet og skyndte sig hjem. Saa skulde da Ingen kunne sige, det var ham, som havde været over og plantet Blomster i Synnøve Solbakkens Have.