gik på ny; Aslak sat en stund stille. „Jogu er den trollskræmt, jo!“ og skottet efter ham, for at se hvad virkning det hadde. „Nej, men den er skogrædd, er den/' sa Sæmund fremdeles gående; „du har fællt træ over den i marken, din uvorne slusk, og derfor kan ingen længer få den til at gå rolig der.“ Aslak hørte en stund på dette. Jaja! tro det, du. Troen skjæmmer ingen... Men jeg tviler på den gjør hæsten din god igjæn,“ la han til og skubbet sig i det samme længre in på tønnen og dækket for ansigtet med den ene hånd. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham og sa sagte, men uhyggelig nok: „Du er en ond...“ „Sæmund!“ lød det borte fra åren; det var Ingebjørg, konen, som tysset på ham, likesom hun sat og tysset på den minste, der var bange og vilde skrike. Barnet hadde tiet før, og nu tidde også Sæmund; men han? stak dog sin for en så undersætsig mann meget lille næve like op under næsen på Aslak og holdt den der en stund, idet han lutet sig frem og brænte ham med øjnene i ansigtet. Derpå gik han som før, og så hen til ham en og annen gang i hast. Aslak var meget blek, men lo dog med det halve ansigt over til Torbjørn, idet han holdt den side ganske stram, som vændte mot Sæmund. „Vorherre give os et godt tålmod!“ sa han om litt, men bøjde i det samme albuen op, som for at avbøte et slag. Sæmund stanset tvært, og skrek med al sin stemme, idet han satte foten i gulvet, så Aslak gav sig: „Nævn ikke ham — du!“ — Ingebjørg rejste sig med spædbarnet og tok ham mildt i armen. Han så ikke til henne, men lot dog i det samme armen falle. Hun satte sig, han gik atter op og ned; men ingen sa noget. Da dette varte en stund, måtte Aslak til på ny. ,Ja ... han har vel meget at bestille på Granlien — han!“ „Sæmund! Sæmund!“ hvisket Ingebjørg; men før det nådde frem, var Sæmund alt raset hen til Aslak, som satte foten for. Den blev brutt ned, karen grepet i den og trøjekraven, løftet og således sat imot den lukkede dør, at fæl-lingen gik ut, han ut igjænnem den på hodet. Konen, Torbjørn, alle barnene skrek og bad for ham, og hele huset stod i én jammer. Men Sæmund ut efter ham, husket ikke på at lukke døren ordentlig op, men spænte resterne til side, tok ham annen gang, bar ham ut av svalen, ut på gården, løftet ham højt og kastet ham med al magt ned igjæn. Og da han mærket, at der var for megen sne til at han kunde slå sig til gagns, satte han knæet på hans bryst og for ham like op i ansigtet, løftet ham tredje gang, bar ham til et mere snefrit sted, som en ulv der drar en sønder-reven hund, slap ham atter, værre end før, knægik ham ... og ingen kunde vite hvorledes dette hadde ændt, dersom ikke Ingebjørg var styrtet imellem med spædbarnet i armen: „Gjør os ikke ulykkelige!“ skrek hun.
