En stund efter sat Ingebjørg i stuen, Torbjørn klædde sig,
faren gik atter op og ned, drak nu og da litt vand; men hånden
dirret slik, at vandet fløj over koppen og klasket i gulvet. Aslak
kom ikke in, og Ingebjørg gjorde om litt mine til at gå ut. „Bliv
inne,“ sa han — som var det ikke til henne han talte, og hun blev
inne. En stund efter gik han dog selv. Han kom ikke in igjæn.
Torbjørn tok sin bok og læste uavladelig, uten at se op, skjønt
han ikke samlet én sætning.
Et stykke længre frem på formiddagen var huset i sin gamle orden, skjønt alle hadde en følelse over sig som efter et fremmed besøk. Torbjørn våget at gå ut, og den første han møtte utenfor døren, var Aslak, som hadde læsset alt sit tøj på en kjælke; men kjælken var Torbjørns. Torbjørn stirret på ham; ti han så stygg ut. Blodet var klæbet fast til ansigtet og smurt vidt ut over, han hostet og tok sig ofte for brystet. Han så en stund stilltiende på Torbjørn, og så brøt han stærkt frem: Jeg liker ikke de øjnene dine, gut!“ Dermed skrævde han over kjælken, satte sig og akte nedover. „Du får se til hvor du finner kjælken!“ sa han og lo, idet han ænnu en gang vændte sig og rakte tunge ad ham. Da rejste Aslak.
Men i den uke som fulgte, kom lensmannen dit; faren var stundom borte, moren gråt, og hun var også et par ganger borte. „Hvad er det, mor?“ — „Å, Aslak har forvoldt det altsammen.“
Så en dag grep de lille Ingrid i, at hun sat og sang:
O du livsalige værden!
Nu er jeg lej av din færden:
jænten stikker foten frem,
gutten går fra sine fem,
matmor blander vand i mat,
matfar ligger lang og lat;
katten er den klokeste i huset,
han stjæler rømmen av kruset.
Der blev vel et spurlag efter, hvor hun hadde lært den visestump. Jo, det var av Torbjørn. Denne blev meget rædd, og sa, han hadde lært den av Aslak. Det sagdes ham da, at dersom han selv sang eller lærte henne flere slike viser, fik han hugg. Litt efter kom lille Ingrid til at banne. Torbjørn blev atter kallt til, og Sæmund mente det var bedst, han fik litt av riset med det samme; men han gråt og lovte så fagert for sig, at han slap for denne gang.
Den næste prækensøndag sa faren til ham: „Idag skal du slippe at gjøre ugagn hjæmme; du skal følge med mig til kirke.“
