Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


 Så svarte hun:

Gulldronning,
perledronning,
hør nu litt på mig!
Jeg vil ej være kjæresten din,
jeg vil ej have kåpen fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!

 Men som nu denne lek var best i gang, kom faren in og satte øjet visst på ham. Han trykket Ingrid tættere i fang og fallt slet ikke av stolen. Faren vændte sig bort, sa ingenting; en halv time gik, han hadde ænnu intet sagt, — og Torbjørn vilde næsten begynne at være glad, men turde ikke. Han visste ikke hvad han skulde tro, da faren selv hjalp til at klæ ham av; han begynte så småt at skjælve igjæn. Da klappet faren ham på hodet og strøk hans kinn; det hadde han ikke gjort, så langt tilbake gutten kunde huske, og derfor blev han så varm om hjærtet og over den hele krop, at frygten rant av ham som is for solstik. Han visste ikke hvorledes han kom i seng, og da han hverken kunde gi sig til at synge eller rope, la han hænderne stille overkors, bad Fadervor seks ganger fremlængs og baklængs, ganske sagte, — og følte, idet han sovnet in, at der var dog ingen på Guds grønne jord han holdt slik av som far sin.

 Den næste dag vågnet han i en forfærdelig angst, fordi han ikke kunde skrike; ti han skulde nu allikevel ha pryl. Da han slog øjnene op, mærket han til stor lettelse, at han bare hadde drømt det, men mærket også snart, at en annen skulde nætop ha pryl, og det var Aslak. Sæmund gik op og ned ad gulvet, og Torbjørn kjænte nok den gang. Den noget lille, men undersætsige mann så en og annen gang under de buskede bryn således hen til Aslak, at denne nok følte hvad der lå i luften; Aslak selv sat oppe på bunden av en stor tønne, ned ad hvilken hans ben dinglet eller krøket opover. Han hadde som sædvanlig hænderne i lommen og huen på hodet trykket let ned, så at det tykke, mørke hår stak i dusker frem under skyggen. Den litt skjæve munn var ænnu skjævere, det hele hode holdt han litt på skakke, og så til Sæmund fra siden av under halvt tillukkede øjenlåk. „Ja, gutten din er gal nok,“ sa han; „men værre er det, at hæsten din er trollskræmt.“ Sæmund stanset: „Du er en gap!“ sa han, så det drønet i stuen, og Aslak lukket øjenlåkene ænnu tættere til. Sæmund