sige noget til far, når han kom hjæm; men at be derom fik han ikke over sig. Alt han så på, skiftet utseende, og stueuret sa: Bank, bank — bank, bank! Han måtte op i vinduet og se på Solbakken. Den alene lå tilsnedd, stille, og perlet i solen, som bestandig; huset stod og lo ut av alle ruter, og der var visselig ikke en eneste itu. Røken for forfærdelig glad op av pipen, så han kunde forstå, at de også der kokte for kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og så ut efter far sin, og skulde slet ikke ha hugg, når han kom hjæm. Han visste ikke hvad han skulde ta sig for, og blev på én gang så kjærlig mot sine søstre, at det var ingen ænde på det. Ingrid var han så god mot, at han gav henne en blank knap, som han hadde fåt av Aslak. Hun tok ham om halsen, og han tok henne om halsen: „Kjære vesle Ingrid min, er du sint på mig?“ — „Nej, vesle Torbjørn! Du kan gjærne kaste så meget sne på mig som du vil.“ Men dér trampet en sneen av sig i svalen! Det var ganske rigtig faren; han syntes mild og god, og det var ænnu værre. „Nu?“ sa han og så sig omkring, — og det var forunderligt, at ikke stueuret ramlet ned. Moren satte maten frem. „Hvordan står det til her?“ spurte faren, idet han satte sig og tok skeen op; — Torbjørn så på moren, så tårerne kom ham i øjnene. „Å — jo,“ sa hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige ænnu mere, det så han nok. Jeg gav Aslak lov til at gå ut,“ sa hun. — Det var nu den gang, tænkte Torbjørn; han tok på at leke med Ingrid, som om han ikke tænkte på nogen værdens ting. Så længe hadde faren aldrig spist, og Torbjørn gav sig tilsist i færd med at tælle hvær bit; men da han kom til den fjærde, vilde han se hvor meget han kunde tælle op mellem den fjærde og femte, og således gik det i stykker for ham. Ændelig rejste faren sig og gik ut. Ruterne, ruterne! — klirret det for ørene på ham, og han så efter om de var hele, de som var i stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik også moren ut. Torbjørn tok lille Ingrid i fang, og sa så blidt, at hun måtte forundret stirre på ham: „Vi to skal leke gulldronning i enge, vi!“ Det vilde hun da gjærne. Og så sang han, mens benene skalv under ham:
Vesle blomme,
enge-blomme,
hør nu litt på mig!
Og vil du være kjæresten min,
så skal du få en kåpe fin
av fløjel og gull,
av perler full.
Ditteli, dutteli, deja —
og solen skinner på heja!
